Nyborg Kommune er iht. planloven § 29 stk. 1 pålagt at fremme og at være i overensstemmelse med de nationale interesser inden for planlægning. Lokalplantillæg 2 til lokalplan nr. 75 ligger i et område med nationale interesser (jf. nationale interesser i kommuneplanlægning 2025), herunder interesserne for lavbundsarealer, grundvand og kulturarv. Der er jf. kommuneplan 25 fastsat retningslinjer for, hvordan kommunen forholder sig til planlægningen inden for pågældende områder.
Lokalplanen er sammenholdt med nationale interesser indenfor områderne:
- Produktions- og risikovirksomheder
- Lavbundsarealer
- Grundvandsbeskyttelse
- Kultur- og landskabs værdier
- Oversvømmelse
- Vandområdeplaner
Hensyn til produktions- og risikovirksomheder
Lokalplanområdet er ikke indenfor 500 meter fra en produktionsvirksomhed og vurderes i øvrigt ikke at blive påvirket af røg, støg, lugt, støv eller anden luftforurening fra en produktionsvirksomhed. Lokalplanen vil derfor ikke medføre skærpede miljøkrav til en produktionsvirksomhed.
Lavbundsarealer
En mindre del af planområdet er udlagt som lavbundsareal. I henhold til kommuneplanens retningslinjer, skal lavbundsarealer for så vidt muligt friholdes for byggeri og anlæg. Eventuelle anlæg på lavbundsarealer bør udformes, så en fremtidig vandstandshævning og naturudvikling på arealerne er mulig. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for lavbundsarealet, som ikke allerede findes eller kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Grundvand
Planområdet ligger i et område for særlige grundvandsinteresser (OSD) og hele planområdets vestlige del ligger i et nitratfølsomt indvindingsopland. En mindre del af området, som ligger ved motorvejen, er registreret som et boringsnært beskyttelses område (BNBO). Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for det registrerede BNBO, som ikke allerede kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Det fremgår i kommuneplanens generelle rammebestemmelser, at der ikke må etableres virksomhedstyper eller anlæg inden for områder med særlige grundvandsinteresser, som kan medføre en væsentlig fare for forurening af grundvandet. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for virksomheder og anlæg af de typer, der i bilag 1 til 'Vejledning om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse', kategoriseres som virksomheder og anlæg, der medfører en væsentlig fare for grundvandsforurening.
Parkeringsanlæg anses som forureningskilder, da vejtrafik adskiller partikler der kan forurene grundvandet. Veje, parkeringspladser og kørearealer skal være befæstet med en tæt belægning med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning til kloak (spildevandssystem). Alternativt kan vand opsamles og afledes til særskilt afløbs-/regnvandssystem med forudgående dokumenteret rensning. Nyborg Kommune som miljømyndighed vil sikre, at overfladevand fra veje, parkeringspladser og kørearealer fra en nyetableret ladestation ledes til områdets eksisterende regnvandsbassin, etableret med membran.
Kulturarv
Hele planområdet er et registreret værdifuldt kulturmiljø. Det fremgår af kommuneplanens retningslinjer om kulturmiljøer, at de kulturhistoriske interesser skal prioriteres højt. Der findes ingen synlige spor efter kulturarv, og lokalplanområdet er udpeget som kulturmiljø af hensyn til de arkæologiske muligheder for fund. Interesserne er derfor sammenfaldende for kulturarvsareal og kulturmiljø.
Bevaringsværdigt landskab og større, sammenhængende landskab
Den sydvestlige del af planområdet er udpeget som bevaringsværdigt landskab og større, sammenhængende landskab. I henhold til kommuneplanens retningslinjer skal disse landskaber som udgangspunkt friholdes for bebyggelse og anlæg. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for landskabsudpegningerne, som ikke allerede kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Oversvømmelse
Kommuneplanen udpeger arealer inden for planområdet med risiko for oversvømmelse. Her gælder det, at der ikke må planlægges for ny bebyggelse med mere, medmindre de pågældende arealer kan sikres med afværgeforanstaltninger. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for de udpegede arealer, som ikke allerede kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Vådområdeplaner
Vandområdeplanerne er samlet en plan for at forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv.
Jf. planlovens § 13, stk. 5 må en lokalplan ikke være i strid med regler om indsatsprogrammer udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Planområdets vandhåndtering har sit udløb i Kamsmosegrøften, som er en del af vandområdeplanerne for Nyborg Kommune.
Erhvervsområdet i Hjulby, på ca. 29,5 ha., har et eksisterende afløbssystem. Overfladevandssystemet har udløb til eksisterende regnvandsbassin inden for planområdet. Dette regnvandsbassin, som har en dimensioneret opstuvningskapacitet på 8.343 m og en permanent vådvolumen på 3.970 m m , har udløb til Kamsmosegrøften, via et neddroslet udløb svarende til maks. 60 l/s.
Vandløbet Kamsmosegrøften har via fælleskanalen udløb i Vindinge Å. Den aktuelle tilstand af vandløb, fælleskanal samt å er ikke i overensstemmelse med miljømålene.
I den gældende udledningstilladelse, er der fastlagt en maksimal udledning til det rørlagte vandløb på 60 l/s, samt en række supplerende vilkår. Udledningstilladelsen dækker hele det eksisterende erhvervsområde og er beregnet ud fra den eksisterende lokalplan nr. 75's bestemmelser for bebyggelse og befæstelse.
Lokalplan nr. 75 giver mulighed for etablering af erhverv med en bebyggelsesprocent på 100. Der er dog krav om, at det bebyggede areal ikke overstiger halvdelen af grundarealet. Der er dog ikke restriktioner for så vidt angår befæstelsesgrad.
Lokalplantillæg 2 til Lokalplan nr. 75 - Ladestation ved Hjulby fastsætter at området kan anvendes til en ladestation, til elkøretøjer. For at sikre at tillægget ikke giver mulighed for at øge den samlede bebyggelsesprocent og befæstelse i den eksisterende lokalplan nr. 75, fastsætter tillægget en maksimal befæstelse på 6200m2 , indenfor tillæggets område.
I forbindelse med den nye lokalplanlægning, er der foretaget en screening for VVM-pligt af et konkret ladestanderprojekt. Ud fra denne screening er det vurderet, at der kan etableres en ladestation med indretning af 6200m2 befæstet areal, med et filtersystem i afløbet, inden for den gældende udledningstilladelse.
Samlet set vurderes lokalplantillægget ikke at ændre på den nuværende lovlige udledning til recipienten på en sådan måde, at forholdet ikke kan håndteres i forbindelse med udledningstilladelserne til de enkelte områders anvendelser.
