Kommuneplan 2025-37 har som mål:
- at der til enhver tid er ledige, velbeliggende og velplanlagte erhvervsområder i Nyborg kommune, hvor den gode tilgængelighed og centrale beliggenhed i landet udnyttes.
Lokalplantillægget understøtter denne målsætning ved at fastholde erhvervsområdet som et attraktivt område for erhverv. Det sker ved at skabe mulighed for, at eksisterende bygninger kan anvendes til en bredere vifte af erhvervsformål, som er forenelige med områdets karakter og omgivelser. Tillægget bidrager dermed til en mere fleksibel og tidssvarende planlægning, der understøtter den fortsatte anvendelse og udvikling af det eksisterende erhvervsområde og mindsker risikoen for tomme erhvervsbygninger.
Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning
Planområdet er i sin helhed omfattet af flere kommuneplanrammer. Det er dog alene ramme 1.E.3 for Erhvervsområde Øst, der er relevant for den aktuelle planlægning, da denne ramme omfatter det område, som lokalplantillægget vedrører.
Rammeområde 1.E.3 fastlægger områdets generelle anvendelse til erhvervsområde og den specifikke anvendelse til tung industri. Den maksimale miljøklasse er fastsat til 6, mens den minimale miljøklasse er fastsat til 3.
Lokalplantillægget er udarbejdet i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser.
