Bestemmelser
I henhold til § 15 i lov om planlægning (LBK nr. 572 af 29/05/2024) fastsættes herved følgende bestemmelser for lokalplanområdet.
Følgende bestemmelse tilføjes § 1.1 i lokalplan 137:
Ny tilføjelse til § 1.1
at muliggøre sammenlægning af tre butikslejemål til én stor butik inden for delområde III og dermed skabe mulighed for en bredere erhvervsanvendelse af områdets eksisterende bebyggelse.
Følgende bestemmelser erstatter § 2 i lokalplan 137:
Ny § 2.1
Lokalplanområdet afgrænses som vist på Kortbilag 1 og omfatter følgende matr.nr. 400a, 400b, 405h, 676b og 676h, Nyborg Bygrunde samt alle parceller, der udstykkes herfra.
Ny § 2.2
Lokalplanområdet er beliggende i byzone.
Følgende bestemmelse erstatter § 6.10 i lokalplan 137:
Ny § 6.10
Bebyggelse må kun opføres inden for det på Kortbilag 3 viste byggefelt.
Inden for delområde III, som er angivet på Kortbilag 2, kan der ud over den øvrige bebyggelse, opføres mindre, sekundære bygninger og anlæg til områdets anvendelse.
Til understøtning af de primære bygninger, kan der opføres mindre sekundære bygninger som fx kan være skure, overdækninger til kundevogne samt teknikbygninger. Mindre anlæg kan fx være område for affaldshåndtering i relation til den primære funktion i delområde III.
Krav til parkeringspladser inden for delområde III skal fortsat overholdes.
De enkelte bygninger må ikke overstige 20 m² eller en bygningshøjde på 3,0 m målt fra eksisterende terræn. Der må samlet opføres 50 m² mindre sekundære bygninger. Sekundære bygninger kan være med ensidig taghældning, når de støder op til en bygning.
Følgende bestemmelse erstatter § 6.11 i lokalplan 137:
Ny § 6.11
Inden for byggefeltet kan der etableres et bruttoetageareal* på max 4.000 m² til detailhandel i form af udvalgsvarebutikker med et bruttoetageareal* på minimum 500 m². Den enkelte butik må maksimalt have et bruttoetageareal* på 4.000 m².
Følgende Ordforklaring fastholdes fra lokalplan 137 og tilføjes som note til tillæg nr. 1 til lokalplan 137:
*Bruttoetageareal:
Det samlede areal, der hører til butikken. Det vil sige salgsareal, kontorer, personalerum, lagerrum og lign. samt lokaler i kælderetager.
Følgende bestemmelse erstatter § 6.13 i lokalplan 137:
Ny § 6.13
Bebyggelsens facade mod sydøst skal udgøre en harmonisk helhed med hensyn til arkitektonisk udtryk, opdeling, farvevalg, adgangsforhold og skiltning.
Ny bebyggelse skal tilpasses den eksisterende så det udgør en harmonisk helhed med hensyn til arkitektonisk udtryk, opdeling, farvevalg, adgangsforhold og skiltning.
Der kan opsættes trådhegn som afskærmning af varegård.
Følgende bestemmelse erstatter § 6.14 i lokalplan 137:
Ny § 6.14
A.
Ny bebyggelse mod nord skal opføres i 1 etage med en bygnings- og facadehøjde, der ikke overstiger den eksisterende bygning (tidligere Jem & Fix).
Bebyggelsen skal udføres med symmetrisk saddeltag.
B.
Ny bebyggelse mod sydøst skal opføres i 1 etage med glasfacader. Bebyggelsen skal udføres med ensidig taghældning med højeste punkt mod den eksisterende bygning. Bebyggelsens højde må ikke overstige 4,65 m målt fra eksisterende hævet plateau.
C.
Øvrig ny bebyggelse skal tilpasses eksisterende bygninger med hensyn til facade- og bygningshøjder.
Ny note til § 6.14
Beskrivelse af ny bebyggelse mod nord (A) og sydøst (B), er placeret inden for den del af byggefeltet som udvides i tillæg nr. 1 til lokalplan 137.
