Det eksisterende erhvervsområde er i dag stort set fuldt udbygget og under gradvis omdannelse. Siden lokalplanens vedtagelse er flere af de virksomheder, der oprindeligt drev fødevareproduktion og -forarbejdning i delområde III, ophørt eller flyttet, og en række ejendomme har derfor fået ændrede anvendelsesbehov.
Lokalplanens krav om, at området udelukkende må anvendes til virksomheder inden for levnedsmiddel- og fødevarebranchen, afspejler ikke længere områdets faktiske udvikling eller efterspørgslen efter erhvervslokaler. Kravet begrænser mulighederne for at genanvende eksisterende bygninger og understøtter ikke en hensigtsmæssig udvikling af erhvervsområdet.
Kommunen har derfor tidligere meddelt en midlertidig dispensation fra anvendelsesbestemmelsen for at muliggøre anvendelse af eksisterende bebyggelse til andre erhvervsformål. Erfaringerne viser, at der er behov for en permanent tilpasning af lokalplanen.
Formål
Formålet med lokalplantillægget er at ophæve kravet om, at delområde III alene må anvendes til virksomheder inden for levnedsmiddel- og fødevarebranchen.
Tillægget skal skabe mulighed for, at eksisterende bygninger kan anvendes til en bredere vifte af erhvervsformål, som er forenelige med erhvervsområdets karakter og omgivelser. Samtidig fastholdes lokalplanens øvrige bestemmelser om bebyggelse, omfang, miljøforhold og disponering af området, således at ændringen alene vedrører anvendelsen.
Tillægget skal dermed bidrage til en mere fleksibel og tidssvarende planlægning, der understøtter fortsat anvendelse og udvikling af det eksisterende erhvervsområde samt mindsker risikoen for tomme erhvervsbygninger.