Rammebestemmelser for Antenner og master
Sammen med 8 andre fynske kommuner, har Nyborg Kommune vedtaget en mastepolitik, der giver fælles retningslinjer for antenner og master på tværs af Byregion Fyn. Retningslinjerne fra politikken ses nedenfor, mens den fulde politik kan findes via linkboksen.
Fælles retningslinjer for master og antenner i Byregion Fyn
Antennesystemer skal placeres således, at der kan skabes den ønskede tilfredsstillende dækning fra den ansøgte antenneposition. Dette skal så vidt muligt ske under iagttagelse af følgende punkter:
1.01 Antennesystemer skal søges opsat på eksisterende anlæg og konstruktioner som master, fritstående skorstene, bygninger på mere end 2 etager og lignende. Hvis det ikke er muligt at finde en placering på eksisterende anlæg, kan der tillades opstillet en antennemast.
1.02 Master og antenner skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til dækningsbehovet og således at antallet af nødvendige master bliver begrænset mest muligt.
1.03 Eksisterende og nye master skal så vidt muligt kunne udnyttes af flere operatører og til flere sendesystemer.
1.04 Nye antenner og master skal som hovedregel placeres i tilknytning til byerne eller i umiddelbar tilknytning til landsbyer eller tilsvarende bymæssig bebyggelse.
1.05 Antenner og master skal i størrelse og form passe ind i omgivelserne. Det vil eksempelvis sige være afpasset højden på en bys ”skyline”. Der kan være tale om at camouflere masten som eksempelvis en flagstang, lysmast eller pæl.
1.06 Antenner må som udgangspunkt ikke placeres indenfor afgrænsningen af en lokalplan med bygningsbevarende bestemmelser eller bestemmelser om bevaringsværdigt miljø. Hvis det for at opnå en tilfredsstillende dækningsgrad, er nødvendigt at placere en antenne inden for bevaringsområdet, skal en antenne placeres, så den er mindst mulig synlig fra gadeplan. Antenner skal i hvert tilfælde tilpasses konstruktion og arkitektur ved det enkelte hus. Antennepositionen skal vurderes i forhold til husets bevaringsværdi.
1.07 Af hensyn til landskabet og naturen skal antallet af master i det åbne land begrænses. Dog kan der i særlige tilfælde være grund til at opsætte flere men lavere master i stedet for een høj mast.
1.08 Masters visuelle påvirkning af omgivelserne skal så vidt muligt begrænses. Der skal altid foretages en vurdering af mastens visuelle påvirkning.
1.09 Antenner og master skal visuelt træde mindst muligt frem i landskabet.
1.10 Antennemaster må som udgangspunkt ikke opstilles inden for områderne
• Fredskov og fredede områder (Skovloven og Naturbeskyttelsesloven)
• Internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000)
• Beskyttet natur (Naturbeskyttelsesloven)
• Strandbeskyttelseslinjen, Kirkebeskyttelseslinjen og Fortidsmindebeskyttelseslinjen
(Naturbeskyttelsesloven og Museumsloven)
• Beskyttede, værdifulde / bevaringsværdige landskaber (Planloven)
• Kirkeindsigtszonen (Planloven)
• Arealreservationer til infrastruktur (Planloven)
1.11 Antennemaster må opstilles, hvis der er et dokumenteret behov, alternative placeringer er undersøgt, og der ses ikke at være andre brugbare strukturer i nærområdet, hvorfra der vil kunne opnås en rimelig dækningsgrad inden for områderne
• Sø- og åbeskyttelseslinjen (Naturbeskyttelsesloven)
• Skovbyggelinjen (Naturbeskyttelsesloven)
• Kystnærhedszonen (Planloven)
• Beskyttelsesområder for geologi og kulturmiljøer (Planloven)
• Øvrige kommunale retningslinjer for landskabsbeskyttelse
• Større sammenhængende landskaber (Planloven)
• Beskyttet natur (Naturbeskyttelsesloven)
• Lavbundsarealer, potentielle vådområder og retningslinjer for naturbe¬skyttelse (Planloven)
1.12 Antennemaster må opstilles i det åbne land uden for områderne nævnt i retningslinjerne 1.10 og 1.11, hvis de generelle retningslinjer og øvrig lovgivning er overholdt.
1.13 Antennesystemer må som udgangspunkt ikke opsættes på bygninger og bebyggelser, der er registreret som værende bevaringsværdige i en lokalplan eller med bevaringskategori 1- 4 i kommuneatlas/kommuneplanen.
1.14 Master, antenner og teknikbygninger skal udformes og farvesættes i harmoni med omgivelserne. Valg af mastetype sker i samarbejde mellem kommune og ansøger med henblik på at vælge den mest hensigtsmæssige mastetype, farve osv. i forhold til funktion og omgivelser.
1.15 Tekniske installationer i forbindelse med antenneanlæg skal så vidt muligt indbygges i den eksisterende bebyggelse. Hvor dette ikke er muligt, skal teknikbygninger placeres, evt. udformes og omgives med beplantning således, at de ikke virker dominerende i nærmiljøet.
1.16 Antennemaster, sendeanlæg, teknikbygninger og fundamenter skal være fjernet senest 12 måneder efter, at de er taget ud af drift.
Opsætning af nye antenner på eksisterende konstruktioner kræver ikke tilladelse, men skal anmeldes til kommunen.
Antenner til individuelt brug
Inden for byområderne skal alle boliger, virksomheder og offentlige institutioner tilsluttes fælles antennenet. Inden for de samme byområder kan der i boligområder ikke tillades opstilling af individuelle udvendige antenner. Byrådet kan dog give dispensation til opstilling af antenner til erhvervsmæssige formål samt antenner til radioamatørvirksomhed o.lign., når det efter byrådets skøn kan ske uden genevirkninger for de omkringboende.
I by- og landsbyområder, hvor der ikke er tilslutningsmulighed til et fælles antennenet skal det tilstræbes at etablere tilslutningsmuligheder til fællesantennenet.
Den teknologiske udvikling har medført, at det i dag er muligt at nedtage TV- og radiosignaler ved hjælp af ganske små paraboler eller hente signaler via fibernet m.m. Ved lokalplanlægning skal der som udgangspunkt være forbud mod individuelle antenner.
Hvor TV- og radiosignaler ikke kan nedtages på anden vis, kan der tillades parabolantenner på max. 60 cm i diameter. De kan placeres fritstående eller på bygning, såfremt disse ikke placeres højere end 1,80 m over terræn. I sommerhusområder dog ikke over 1 m over terræn. I etagebebyggelse kan parabolantenner kun placeres på altaner eller lign. hvor det er muligt at skjule anlægget.