Vandindvinding

I visse områder af kommunen er der ikke tilstrækkeligt grundvand til at dække alle behov, da yderligere vandindvinding er begrænset som følge af salt grundvand, andre ændringer af grundvandskemien, forurening eller naturhensyn. I de senere år er der konstateret pesticider i flere grundvandsmagasiner. På grund af disse omstændigheder vurderer Byrådet, at det er nødvendigt at reservere den bedst beskyttede grundvandsressource til den almene vandforsyning, dvs. til drikke- og husholdningsbrug. Kommuneplanen indeholder derfor en prioritering af grundvandsressourcens anvendelse.

  1. Den almene drikkevandsforsyning prioriteres højest, og hensynet til naturinteresserne herunder vandføringen i vandløb, vandstanden i søer og vådområder næsthøjest. Når dette hensyn er tilgodeset, kan der ske en tildeling af den resterende ressource til dyrehold, industri og jordbrug (jf. nedenstående retningslinjer).
  2. I områder hvor der ikke er tilstrækkeligt grundvand til alle vandingsformål, skal anvendelsen efter tildeling af vand til ovennævnte formål prioriteres således: 1. Mindre dyrehold og mindre industri, dvs. indvindinger med et vandforbrug på højst 10.000 m3 vand årligt, 2. Vanding i væksthuse, 3. Større dyrehold og større industri, dvs. indvindinger over 10.000 m3 vand årligt. 4. Vanding af gartneriafgrøder på friland og 5. Vanding af almindelige landbrugsafgrøder samt vanding i skovbrug.
  3. Tilladelse til etablering af boringer i og indvinding fra de dybe grundvandsmagasiner KS3, kertemindemergel og kalk) i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og i indvindingsoplande uden for OSD gives udelukkende til vandværkerne (almen vandforsyning). Der gives ikke nye eller udvidede indvindingstilladelser til allerede etablerede boringer i disse magasiner til andre formål end til almen vandforsyning. Fornyelser af tilladelser kan gives i henhold til gældende regler, efterhånden som de udløber.
  4. Eksisterende tilladelser til vanding kan inddrages, når de udløber, hvis vandet kan eller skal anvendes til behov, der er højere prioriteret. Tilladelse til vandindvinding, der kan betyde væsentlige naturforringelser for de højest målsatte naturområder (A eller B) samt søer, vandhuller og kilder med særlige biologiske interesser, skal undgås, jf. dog prioritering ad 1.
  5. Indvinding af vand til varmeudvinding og køleformål må ikke virke begrænsende for eksisterende eller fremtidige vandindvindinger og må ikke være vandressourceforbrugende eller påvirke naturområder og vandføringen i vandløb. Efter varmeudnyttelsen skal grundvandet normalt ledes tilbage til det jordlag, hvorfra det indvindes.
  6. Grundvandskøleanlæg må normalt ikke etableres i de områder, der rummer kommunens drikkevandsressource (områder med særlige drikkevandsinteresser og vandværkers indvindingsoplande). Anlæggene skal endvidere placeres, så der ikke sker en temperaturpåvirkning af indvindingsboringer.
  7. Nye boringer til almen vandforsyning skal så vidt muligt placeres opstrøms byområder og andre forureningskilder.
  8. Boringer og brønde til indvinding af grundvand må ikke uden forudgående myndighedsgodkendelse placeres indenfor en afstand af 500 m fra forurenede grunde.

Forsyningen med drikkevand og vand til produktionsformål er af afgørende betydning for samfundet. I Nyborg Kommune er vandindvindingen til såvel drikkevand som til vanding i jordbruget og til industri mv. baseret på grundvand. Det er derfor vigtigt at sikre grundvandet mod såvel forurening som overudnyttelse. Samtidig skal det også sikres, at vandindvindingen ikke er i konflikt med vandløbs- og naturinteresser.

I vandområdeplan 2015 - 2021 (se boksen "Eksterne links") vurderer staten, at grundvandsforekomsterne i Nyborg Kommune har en god kvantitativ tilstand. I nogle områder af kommunen er der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundvand til at dække alle behov. Byrådet har derfor foretaget en prioritering af grundvandsressourcens anvendelse (jf. ovenstående retningslinjer). I de seneste år er fundet pesticider i flere vandværksboringer fordelt over næsten hele kommunen. Ligeledes kan visse steder iagttages en ændring af grundvandskemien på grund af saltvandsindtrængen, overfladepåvirkning og/eller for kraftig oppumpning. Byrådet har derfor fundet det nødvendigt at reservere den bedst beskyttede drikkevandsressource (KS3, som er det dybe sandmagasin, kertemindemergel og kalk) i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og i indvindingsoplande uden for OSD til vandværkerne (almen vandforsyning), dvs. til drikke- og husholdningsbrug.

Især omkring Ullerslev og Nyborg samt langs kysten er drikkevandsindvindingen flere steder påvirket eller truet af saltvand, som derfor er en begrænsende faktor for indvindingen. I Nyborg kan vandindvindingen således ikke øges på de eksisterende lokaliteter med drikkevandsboringer.

For at undgå eventuel forureningsspredning i grundvandet til indvindingsboringer, skal nye boringer til almen vandforsyning så vidt muligt placeres opstrøms byområder og andre forureningskilder, og boringer og brønde til indvinding af grundvand må ikke uden forudgående myndighedsgodkendelse placeres indenfor en afstand af 500 m fra forurenede grunde.