Forslag til Kommuneplan 2021 er omfattet af miljøvurderingslovens (LBK nr. 973 af 25/06/2020) krav om miljøvurdering af planer.
Nyborg Kommune har derfor sideløbende med arbejdet med forslag til Kommuneplan 2021 udarbejdet en miljøvurdering af planforslagets miljøpåvirkninger. Miljøvurderingen er præsenteret i en miljørapport. Miljøvurderingen og miljørapporten er udarbejdet med bistand fra rådgivningsvirksomheden COWI.
Formålet med miljøvurderingen er dels at sikre, at planforslaget tilpasses, så negative miljøpåvirkninger undgås og positive påvirkninger fremmes, dels at sikre, at der indarbejdes afværgeforanstaltninger, hvor negative miljøpåvirkninger ikke kan undgås og dels at oplyse om planens miljøpåvirkninger, så beslutningstager og offentligheden kan tage stilling til planforslaget på et oplyst grundlag.
Nyborg Kommune har vurderet, at forslag til Kommuneplan 2021 kan medføre miljøpåvirkninger inden for følgende temaer:
- Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
- Befolkningen og menneskers sundhed
- Vand
- Klimatiske faktorer
- Materielle goder
- Landskab
- Kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser
I miljørapporten er planens sandsynlige miljøpåvirkninger beskrevet opdelt på disse temaer.
Miljørapporten er vedlagt som bilag til forslag til Kommuneplan 2021. Du kan tilgå miljørapporten via boksen Eksterne links.
Efter høringsperioden er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse, der opsummerer miljørapportens indhold og beskriver, hvordan de indkomne bemærkninger til planforslaget er taget i betragtning. Du kan tilgå den sammenfattende redegørelse via boksen Eksterne links.
Vurderinger efter § 7 og § 3 i bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter
Nyborg Kommune vurderer ikke, at de ændringer i kommuneplanen, der følger af forslag til Kommuneplan 2021 ift. gældende Kommuneplan 2017, vil indebære en beskadigelse eller ødelæggelse af bilag IV-arters yngle- eller rasteområder. Det vurderes bl.a., at de med planen udlagte nye byudviklingsområder mv. ikke berører arealer med naturbeskyttelse eller områder, hvor der er kendskab tilstedeværelse af bilag IV-arter eller disses yngle- eller rasteområder.
Nyborg Kommune vurderer ikke, at de ændringer i kommuneplanen, der følger af forslag til Kommuneplan 2021 ift. gældende Kommuneplan 2017 vil medføre en påvirkning af Natura2000 områder. Det vurderes bl.a., at de med planen udlagte nye byudviklingsområder mv. ikke kan påvirke Natura2000 områder og disse områders udpegningsgrundlag, da udlæggene ligger med stor afstand til disse områder og ikke forventes at medføre en geografisk omfangsrig miljøpåvirkning.
Du kan læse vurderingerne, der ligger til grund for afgørelsen og ovenstående konklusioner i miljørapporten til forslag til Kommuneplan 2021.