Friluftsliv

Friluftslivet udgør et væsentlig element både for lokalbefolkning og turister. Friluftslivet rummer mulighed for naturoplevelser og øget sundhed. Med kommuneplanen ønsker Byrådet at forbedre og styrke friluftslivet i kommunen på et bæredygtigt grundlag. Kommunens arbejde med at fremme friluftslivet tager afsæt i friluftsstrategien, naturpolitikken og Kultur-, Fritids, og idrætspolitikken.

 

Såvel det uorganiserede som det organiserede friluftsliv skal sikres gode udviklingsmuligheder i både det åbne land og i byerne.

Friluftsaktiviteterne skal styrke folkesundheden.

Der skal være god adgang til landskab, skov og kyst, så borgere og turisters mulighed for naturoplevelser styrkes.

Skovrejsning i nærheden af by og bosætningsmuligheder fremmes, så borgere kan benytte skoven i dagligdagen til rekreation, motion og andre friluftsaktiviteter.

Udviklingen af kommunens friluftstilbud skal tage afsæt i friluftsstrategien. Der skal udarbejdes en handleplan på baggrund af friluftsstrategien, hvori der skal udpeges konkrete projekter der kan styrke det eksisterende friluftstilbud.

  1. Adgang til væsentlige natur- og kulturområder skal styrkes under hensyn til de berørte arealers sårbarhed overfor publikumsbesøg.
  2. I planperioden udarbejdes en kortlægning af eksisterende friluftstilbud, som skal danne baggrund for en handleplan der styrker det kommunale friluftstilbud.

  3. Der skal løbende foretages en registrering af de eksisterende naturstier og øvrige adgangsmuligheder i det åbne land, og gennem formidling gøres opmærksom på eksisterende muligheder for adgang til naturen.
  4. Kommunen vil arbejde for, at der etableres et overordnet net af sammenhængende stier, der binder land og by sammen, og som giver mulighed for stier både bynært og med adgang til landskab, skov og kyst. Der skal være specielt fokus på at sikre og udbygge adgangen til kysten.
  5. Udviklingen på friluftsområdet skal ske på et bæredygtigt grundlag og i respekt for de øvrige værdier og interesser i byer, naturen og landskaberne i samarbejde med foreninger, grundejere, erhvervslivet mv.
  6. Realisering af konkrete friluftsaktiviteter skal ske af frivillighedens vej og i tæt samarbejde med berørte lodsejere.

Retningslinjer for cykelstier findes i hovedafsnittet Mobilitet i opslaget cykelstier og fodgængere.

Kommunen har gennem den fysiske planlægning mulighed for at fremme adgangen til det åbne land, til kysten og til natur- og rekreative områder i nærheden af byerne og sommerhusområderne.

God adgang til natur- og friluftsoplevelser er vigtig i konkurrencen om at fastholde og tiltrække nye borgere til kommunen samt i arbejdet med at skabe gode rammer for såvel kommunens borgere som for turisme og erhverv.

Gode friluftsmuligheder er endvidere med til at styrke folkesundheden. Der er i dag stigende fokus på de positive sundhedsmæssige effekter af natur og grønne områder. Friluftslivet bidrager således positivt til folkesundheden og giver en øget livskvalitet - og gode friluftsmuligheder betragtes som et væsentligt led i forebyggelsespolitikken på sundheds- og socialområdet, jf. kommunens sundhedspolitik "Sund i Nyborg", der kan ses via linkboksen.

Med den lange kyststrækning, de forskellige landskabstyper og natur samt de varierede kulturlandskaber, har Nyborg Kommune et stort potentiale for friluftsliv. Nyborg Kommune har dog ingen længere og sammenhængende naturstier, idet de eksisterende vandre- og naturstier omfatter lokale rundstrækninger i skove eller naturområder. Nyborg Kommune vil løbende foretage en registrering af de eksisterende naturstier og øvrige adgangsmuligheder i det åbne land, og gennem formidling gøre mere opmærksom på de eksisterende muligheder for adgang i naturen.

Gennem den vedtagne naturpolitik og friluftsstrategi arbejdes på at øge formidling, synlighed og tilgængelighed af kommunens natur- og friluftsmuligheder, samt gennem frivillighed at inddrage borgerne i udvikling af disse.

På længere sigt ønsker Byrådet et sammenhængende stisystem, der binder land og by sammen. Stisystemerne vil øge de bynære rekreative muligheder, kæde større og mindre byområder sammen, samt forbedre adgangen til og forbinde nogle af kommunens store natur- og kulturmæssige værdier. Dette overordnede stisystem kan suppleres med lokale kortere stisløjfer, shelters, opholdsarealer m.m.

I 2018 vedtog byrådet en friluftsstrategi for Nyborg kommune. Friluftsstartegien fastsætter rammerne for det fremtidig arbejde med friluftstilbuddet i kommunen. Friluftsstrategien peger på enkelte konkrete tiltag der skal ligge til grund for det fremtidige arbejde med friluftstilbuddet i kommunen. Og på baggrund heraf skal friluftsstrategien understøttes af en egentlig handleplan, der peger på konkrete projekter der skal styrke det eksisterende friluftstilbud.

Nye rekreative aktiviteter i kommunen, herunder etablering af naturstier, skal så vidt muligt søges gennemført af frivillighedens vej og i dialog med berørte lodsejere.

Med hensyn til stilleområder henvises til opslag om støj.