Refsvindinge

Refsvindinge ligger ved landevejen mellem Nyborg og Fåborg, ca. 7 km sydvest for Nyborg. Nærmeste større by er Ørbæk, der er ligger 3 km syd for landsbyen.

Refsvindinge opleves som en traditionel landsby med snoede gadeforløb, kirke og forsamlingshus. Refsvindinges udvikling er præget af den nu nedlagte jernbane mellem Nyborg og Ringe.

Den sydlige og vestlige del af byen består af udbyggede parcelhusområder hovedsageligt bygget siden 60'erne. I de senere år har opførelse af nye boliger primært været koncentreret ved Møllehaven. 

Området omkring kirken ved Kirkevej og Longvej udgør et bymiljø, der er med til at give landsbyen karakter.

Refsvindinge har en friskole, der har gennemgået en stor udvikling ikke mindst efter at kommuneskolen lukkede i 2011 som følge af ny skolestruktur. 

Landsbyen har ca. 600 indbyggere, - et indbyggertal, der har ligget relativt stabilt i de seneste ti år. Kommuneplanen fastholder muligheden for byvækst til boligformål i Refsvindinge.  

Udviklingsplanlægning for Refsvindinge

Refsvindinge indgår i Nyborg Kommunes bymønster som en landsby med mulighed for byvækst. I Kommuneplanen opstilles retningslinjer for landsbyens udvikling. Størstedelen af Refsvindinge ligger i byzone. Der er udarbejdet en udviklingsplan for Refsvindinge, der beskriver beboernes ønsker til forbedringer og udvikling af landsbyen - se link i boksen Eksterne links. 

 

Refsvindinge skal have gode udviklingsmuligheder. Det skal ske ved at styrke landsbyens eksisterende kvaliteter og sikre gode forudsætninger for et aktivt og sundt liv på landet.

Byudviklingen ved Refsvindinge Byvej skal foregå med størst mulig hensyntagen til det eksisterende landsbymiljø og naturværdier, og grundvandsbeskyttelsen skal prioriteres højt.

Kulturarven i Refsvindinge skal kortlægges med henblik på at styrke landsbyernes potentiale for bosætning, turisme, kultur og/eller lokalt erhverv.

Alle fremtidige planer og initiativer i landsbyen skal gennemføres i samarbejde med landsbyrådet og landsbyens beboere.

  1. Fremtidige boligområder skal placeres ved Refsvindinge Byvej som vist på kortet.
  2. Byudvikling ved Refsvindinge Byvej, skal afsluttes med en beplantet og tydelig  overgang mod det åbne land.
  3. Der kan placeres nye boliger som huludfyldning ved Ellingevej, som vist på kortet. Andre steder i Refsvindinge gives der kun undtagelsesvis udstykningstilladelse på særlige vilkår.
  4. Ny bebyggelse og ændringer i eksisterende bebyggelse i landsbyen skal ske med hensyntagen til det eksisterende bymiljø og tilpasses gaden i skala og arkitektur.
  5. Ny bebyggelse, samt bygningsmæssige større ændringer i det bevaringsværdige bymiljø ved Kirkevej og Longvej, skal tage særlig hensyn til omkringliggende bygninger, gaderum, friarealer, træer og lignende. 
  6. Arealer inden for landsbyafgrænsningen, der er beliggende i landzone, skal ved lokalplan overføres til byzone.
  7. Grundvandsbeskyttelse i forbindelse med planlægning for boliger og erhverv skal ske i overensstemmelse med statens bekendtgørelse og vejledning for planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og vandværkers indvindingsoplande (se afsnittet om rammebestemmelser for grundvand). Tilladelse til byggeri og godkendelse af virksomhed skal gives på vilkår, der sikrer grundvandsbeskyttelse. Før der lokalplanlægges for områderne ved Refsvindinge Byvej, skal eksisterende drikkevandsboringer sløjfes og flyttes, så BNBO-udlægningen omkring drikkevandsboringerne friholdes for en arealanvendelse, der medfører øget fare for forurening af grundvandet. Der kan, inden boringerne sløjfes, placeres nye boliger som huludfyldning ved Ellingevej. For hele området gælder som minimum følgende krav, der skal indskrives i lokalplanen:
    * Arealanvendelsen må alene være til boliger, institutioner eller administrativt erhverv; arealanvendelsen skal fastholdes i fremtiden.
    * På eventuelt kommunalt ejede arealer skal tinglyses forbud mod brug af pesticider.
    * Der skal gennemføres oplysningskampagner for beboerne mod brug af pesticider.
    * Området skal forsynes med fjernvarme eller anden klimavenlig opvarmningsform.
    * Området skal kloakeres med skærpede vilkår til tæthed.
    * Regnvandsbassiner skal etableres med en tæt membran, godkendt af grundvandsmyndigheden.
    * Faskiner til nedsivning af tagvand skal etableres til sikring af grundvandsdannelsen.
    * Tagmaterialerne må ikke forurene tagvandet (undgå blyinddækning, tjære eller kobbertagrender).
    * Overfladevand fra veje og parkeringsarealer skal opsamles og afledes særskilt med forudgående forbedret rensning.
    * Eventuelle støjvolde skal etableres med ren jord.
Statisk kort

Bymønster og fremtidige boligområder

Refsvindinge er en af de landsbyer i kommunen, der sammen med Herrested/Måre, Aunslev/Hjulby, Skellerup, Vindinge/Rosilde, Frørup, Tårup, Svindinge, Langtved og Ellinge i bymønsteret er tildelt mulighed for byvækst, da byen har en vis størrelse og er i besiddelse af en del offentlige- og private servicefaciliteter.

De nye boligområder udlægges ved Refsvindinge Byvej, hvor der i forlængelse af Møllehaven udlægges areal med en rummelighed på 20 boliger.

Byudlægget ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser, i nitratfølsomt indvindingsområde i indvindingsopland og grundvandsdannende opland til Refsvindinge Vandværk. Derudover ligger det indenfor 300 m zone til vandværkets 3 boringer samt indenfor BNBO til 2 af boringerne. Drikkevandsmagasinet, som 2 af boringerne henter vand fra, er generelt dårligt beskyttet, idet der er tynde dækkende lerlag. Det vurderes, at byudvikling på arealet på sigt vil udgøre en risiko for drikkevandsindvindingen. Der kan derfor ikke lokalplanlægges for byudvikling på arealet, før drikkevandsboringerne flyttes udenfor byområdet, eller der er fundet alternativ drikkevandsforsyning.

Kulturarv og bevaringsværdige bygninger

I Refsvindinge er der flere huse og bygninger, som kan betegnes som bevaringsværdige. Bygninger, der repræsenterer og afspejler det bedste håndværk og bygningskultur gennem tiden og dermed fortæller landsbyens historie. I Refsvindinge er det først og fremmest den tidligere stationsbygning, der med sin historie og arkitektur må betegnes som bevaringsværdig.

Nyborg Kommune er sammen med Østfyns Museer påbegyndt en kulturarvsmasterplan for landdistrikterne. Planen skal være med til at skabe overblik og viden om den fysiske kulturarv, så kulturarvsfortællingerne i landsbyer og landdistrikter kan aktives lokalt, herunder Refsvindinge. I arbejdet med kulturarvsmasterplanen vil der ligeledes blive sat fokus på de bevaringsværdige bygninger.

Bevaringsværdige bymiljøer

Området ved kirken og Longvej i Refsvindinge er kendetegnet ved flere bevaringsværdige gårde og huse, der er med til at give landsbyen karakter. Nogle af de eksisterende virksomheder på Longvej (fx vognmandsforretningens parkeringsareal), bør ved ønske om ombygning/nybyggeri sikres en rummelig og arkitektonisk udformning, der er tilpasset gademiljøet og den stedlige byggeskik med hensyn til materialer og farver.

Huludfyldninger

Huludfyldninger defineres som nyudstykning til byggeri af 1-2 boliger, typisk i forbindelse med en landsbygade. Tilladelse til byggeri her bør tilpasses eksisterende forhold med hensyn til udformning, placering i forhold til bygaden, materialevalg mv., samt at det ikke sker på arealer, som er værdifulde udsigtssteder fra landsbyen mod det åbne land. Der er mulighed for byfortætning med nye boliger i landsbyen ved Ellingevej. Her vil byrummet kunne understøttes og kvalitetsforbedres med enkelte nye boliger, der er tilpasset det eksisterende landsbymiljø. 

Udviklingsplan

Der er udarbejdet en udviklingsplan for Refsvindinge, der beskriver beboernes ønsker til forbedringer og udvikling af landsbyen (se link i boksen Eksterne links). 

Udviklingsplanen kræver ikke nye udlæg eller ændring af bestående udlæg i Kommuneplanen. 

Generelt skal udviklingsplanerne sikre, at landsbyerne kan udvikle sig inden for rammerne af en overordnet plan og medvirke til, at landsbyerne forbliver attraktive bomiljøer