Nyborg Slot og By udgør en unik stedbunden kulturarv, der med sine strukturer og hovedikoner er bevaret igennem 800 år fra Valdemarstiden til i dag – og hvortil knytter sig fortællinger af stor national og international betydning. Som samlet kulturarvsmonument vurderes Nyborg på basis heraf at have verdensarvs-potentiale.
Nyborg Kommune, Østfyns Museer og Slots- og Kulturstyrelsen har på baggrund heraf udarbejdet en kulturarvsmasterplan for Nyborg og Østfyn.
Kulturarvsmasterplanen er et strategisk værktøj, som skal sikre, synliggøre og styrke den byggede kulturarv nu og fremover. Planen har et sigte på 50 år, og fungerer som et styringsredskab til at fremtidssikre, udvikle og tydeliggøre kulturarven i byen. Udgangspunktet er den store fortælling om Nyborg – Danmarks Riges Hjerte, og kulturarvsmasterplanens mission er at fremdrage de vigtige kulturmiljøer, bygninger, forløb og fortællinger, der er særlig relevante i forhold hertil.
Gennem udpegningen af konkrete indsatsområder og målsætninger kan effekten af konkrete indsatser og handlinger evalueres i forhold til dels de centrale kulturarvsværdier, men også i forhold til byens liv og rum. Metoden er nyskabende ved på en gang at have det lange perspektiv på 50 år, og samtidig være et fleksibelt værktøj, som kan indarbejde fremtidige udviklinger, som vi ikke kender i dag.
Målsætningerne for Kulturarvsmasterplanen
- At sikre og tydeliggøre Nyborgs unikke kulturarv gennem en målrettet og langsigtet administration.
- At lade kulturarvsmasterplanen indgå som et strategisk led i kommuneplanen, og herfra udmønte den i det videre planlægningsarbejde, samt i ejendomserhvervelser etc.
- At lade resultaterne af registrering og vurdering indgå i kommunens byggeadministration.
- At stille resultaterne til rådighed for grundejere og offentlighed, og derigennem opnå en større forståelse for Nyborgs unikke kulturarv. Til disse formål stilles oplysningerne om kulturmiljøer, kvarterer og ejendomme til rådighed for administrationen og offentligheden via en digital portal.
- Det er endvidere målsætningen, at kulturarvsmasterplanen skal indgå i en kommende ansøgning om at komme på UNESCO´s verdensarvsliste i 2021.
Kulturarvsmasterplanen rummer en kortlægning og fastlæggelse af de fysiske levn og værdier, der knytter sig til fortællingen om Danmark Riges Hjerte.
Fortællingen har tre hovedoverskrifter: Sværdet, Ordet og Vejen, og den indeholder følgende:
- En redegørelse og kortlægning af de tre kulturarvsarvsfortællinger "Sværdet", "Ordet" og "Vejen".
- En kortlægning af byens aktuelle fysiske struktur og rum. En rumlig analyse af eksisterende byrum og redegørelse for byudviklingen, bevarede og forsvundne strukturer.
- På baggrund af kortlægningerne at undersøge hvor den nuværende bystruktur understøtter eller slører kulturarvsfortællingerne, så man kan udpege og prioritere en række indsatsområder og anbefalinger.
Sværdet - Kongernes Nyborg
Borgholmen med den magtfulde ringmursborg, den middelalderlige borgby, 1200-tallets residensstaden og fyrstespejl, fæstningen om borg og by, højadelens residenser i og omkring Nyborg og slagene ved Nyborg.
Ordet - Demokratiets Vugge
Danehoffet og middelalderens Christiansborg, parlamentsbyen Nyborg. Danmarks første Grundlov af 1282 – Håndfæstningen, Margretestaden og Kalmarunionen, Dronning Margrete.
Vejen - Danmarksporten
Danmarksporten og Rigets Hovedstrøg, Færgehavnene og færgefarten, Storebæltsbroen med tilhørende anlæg, Sprogø midtvejs mellem Fyn og Sjælland, Storebæltstolden og Nyborg og Nyborg – ”Hele Danmarks Mødested” s nye store kirke i Nyborg, Reformationen af 1536 - Christian 2. - Norden og Luther samt kvindernes arveret og Gammelborg
Kulturarvsmasterplanen blev præsenteret i 2019 og er udgivet i bogform og som PDF.
Den er også at finde som website, som indeholder en bygningsregistrant med oplysninger om og anbefalinger til hver ejendom i Nyborg bymidte (se link i boksen Eksterne links).
UNESCO - ansøgning
Kulturarvsmasterplanen skal indarbejdes i UNESCO-ansøgningen.
Et centralt formål med projektet ”Nyborg - Danmarks Riges Hjerte” er at gøre Nyborg Slot og By til en værdig kandidat til UNESCOs verdensarvsliste. Kulturarvsprojektet i Nyborg består af tre hovedområder, - 1) Slotsprojektet, 2) Kulturarvsmasterplanen og 3) Den levende kulturarv, som tilsammen skal kvalificere slot og by til at kunne kandidere til den fornemme liste over verdens umistelige natur- og kulturarv.
Nyborg Kommune og Østfyns Museer indgik i 2019 et samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen om udvikling og målretning af ansøgningen.
Verdensarvslisten består primo 2021 af i alt 1.121 steder. I Rigsfælleskabet har vi pt. ti verdensarvssteder omfattende syv kultursteder, - Jellingmonumenterne, Roskilde Domkirke, Christiansfeld, Parforcelandskabet i Nordsjælland, Kronborg Slot, Kujataa i Sydgrønland og Aasivissuit – Nipisat i Vestgrønland samt tre naturemner, - Stevns Klint, Vadehavet og Ilulissat Isfjord i Grønland.
Slots- og Kulturstyrelsen udarbejder optagelseslister, de såkaldte tentativlister, og indsender ansøgninger til UNESCO, mens UNESCOs Verdensarvskomité har ansvaret for at optage nye objekter på listen. Det er ambitionen at Nyborg hurtigst muligt bliver optaget på tentativlisten.