Spildevandssystemet

Spildevandssystemet i Nyborg Kommune omfatter indsamling, transport og rensning af spildevand fra ejendommene i kommunen. Systemet drives af Nyborg Forsyning & Service A/S og består af hoved- og stikledninger, pumpestationer, bassiner og renseanlæg. Omtrent 70 % af kommunens ejendomme er tilsluttet det offentlige kloaksystem, mens ejendomme i det åbne land håndterer spildevand via individuelle løsninger såsom minirenseanlæg, nedsivningsanlæg eller samletanke. Disse anlæg er omfattet af kommunens tømningsordning og tilsyn for at sikre, at miljøkrav overholdes.

Spildevandssystemet består af ca. 700 km hoved- og stikledninger og er dimensioneret efter fastsatte serviceniveauer, hvor opstuvning til terræn kun må forekomme ved regnhændelser med en gentagelsesperiode på 10 år i fælleskloakeret områder og 5 år i separatkloakeret områder. Nye anlæg dimensioneres med klimatillæg, så systemet kan håndtere forventede ændringer i nedbørsmængder som følge af klimaforandringer.

Spildevandssystemet skal sikre en stabil, effektiv og miljømæssigt forsvarlig håndtering af spildevand, som beskytter både ejendomme, infrastruktur og vandmiljø.

Spildevandssystemet fremgår af planens kort, placeringen er baseret på Nyborg Forsyning & Service A/S ledningsregistreringsdatabase. Placeringen er vejledende, idet den faktiske placering af ledningerne kan afvige fra det viste på kortet.

Kloakeringsprincip

Nyborg Kommune anvender forskellige kloakeringsprincipper afhængigt af områdets karakter, bebyggelsens alder og geografiske forhold. Der skelnes mellem tre hovedtyper af kloakering:

  • Fælleskloakering
    Både regn- og spildevand ledes i samme ledning til renseanlæg. Denne løsning findes primært i de ældre byområder og kan medføre risiko for overbelastning ved kraftig regn.
  • Separatkloakering
    Regnvand og spildevand håndteres i hvert sit rørsystem. Spildevandet føres til renseanlæg, mens regnvand ledes til nedsivning, bassiner eller direkte til vandløb, søer eller havet. Separatkloakering er den foretrukne løsning ved nyanlæg og ved renovering af ældre afløbssystemer, da den aflaster renseanlæggene og reducerer risikoen for overløb.
  • Spildevandskloakering
    Omfatter kun spildevand fra ejendomme, og hvor regnvand håndteres lokalt på grunden gennem faskiner, regnbede eller lignende løsninger.

For ejendomme uden offentlig kloakering stilles krav om individuelle renseløsninger, der lever op til gældende udledningskrav. Kommunen fastsætter desuden krav til nedsivning og forsinkelse af regnvand i nye områder, så afstrømningen fra befæstede arealer ikke overstiger det fastsatte serviceniveau.

Ved kloakfornyelse i fælleskloakerede områder vil det altid blive vurderet hvorvidt omlægning af kloaksystemet til separatsystem skal gennemføres. Dette sker ud fra en økonomisk og miljømæssig vurdering.

Kloaksystemer projekteret og udført af private bygherrer, og som efterfølgende ønskes overdraget til Nyborg Forsyning & Service A/S, skal sendes til godkendelse hos Nyborg Forsyning & Service A/S inden anlægsarbejdet igangsættes. Er dette ikke sket kan Nyborg Forsyning & Service A/S kræve anlæg ændret eller afvise at overtage systemet jf. Nyborg Forsyning & Service A/S betalingsvedtægt.

Kloakeringsprincippet fastlægges for hvert opland i spildevandsplanens kort og danner grundlag for planlægning af fremtidige udbygninger, renoveringer og klimatilpasningstiltag.