Nyborg Kommune har i dag en udmærket badevandskvalitet ved alle kommunens badesteder. Udmærket badevandskvalitet, er den højeste klassifikation i EU’s vurderingssystem. Det er en målsætning at fastholde og sikre denne høje kvalitet fremadrettet.
Badevandskvaliteten er tæt knyttet til spildevandshåndteringen, da udledninger fra regnvandsbetingede udløb (RBU’er) kan påvirke de kystnære badeområder negativt. Når der kommer meget regn, kan kloaksystemet blive overbelastet, og det kan føre til udledninger, som påvirker badevandet negativt. Derfor arbejder Nyborg Kommune og Nyborg Forsyning & Service A/S tæt sammen om at forbedre kloaksystemet og reducere antallet og mængden af overløb. Målet er fortsat at kunne benytte badestrandene så meget som muligt og sikre, at vandkvaliteten lever op til både EU’s badevandsdirektiv og nationale kvalitetskrav.
For at opretholde en udmærket badevandskvalitet skal direkte udledninger til badevandsområderne på sigt nedlægges. I denne planperioden foretages en vurdering af udløbenes påvirkning af badevandsområder. Kommunen vil i samarbejde med Nyborg Forsyning & Service A/S´s strukturplan prioritere indsatsen i sårbare recipienter, herunder badevandslokaliteter og Natura 2000-områder, med henblik på at reducere hydraulisk belastning og forbedre recipientkvaliteten. Fremtidige tiltag kan omfatte separering af kloaksystemer, etablering af forsinkelsesbassiner og optimering af eksisterende renseanlægskapacitet.
Oplysninger om badevandskvaliteten, kan ses på Badevandskvalitet - Nyborg.dk
