Klimaforandringerne medfører stigende nedbørsmængder og flere ekstreme regnhændelser, hvilket stiller nye og øgede krav til spildevandssystemets kapacitet og robusthed.
I Nyborg Kommune arbejdes med klimatilpasning og skybrudshåndtering for at sikre, både byområder, infrastruktur og tekniske anlæg beskyttes mod oversvømmelser.
Klimatilpasningen skal ske i tæt samarbejde mellem Nyborg Kommune og Nyborg Forsyning & Service A/S. Indsatsen bygger på en helhedsorienteret planlægning, hvor håndtering af regnvand tænkes sammen med byudvikling, natur og rekreative områder. Formålet er at sikre en bæredygtig regnvandshåndtering, der både beskytter mod skader og skaber merværdi for borgerne.
Klimatilpasning af afløbssystemet
Klimatilpasning af afløbssystemet omfatter sikring op til det serviceniveau, der gælder for det offentlige kloaksystem. Serviceniveauet beskriver den mængde regnvand forsyningens kloaksystem er bestemt til at kunne håndtere.
I Nyborg Kommune fastlægges serviceniveauet i overensstemmelse med Skrift 27, således:
- I fælleskloakerede områder må der højst ske opstuvning af vand på terræn ved en 10 år hændelse.
- I separatkloakerede områder må der højst ske opstuvning af vand på terræn ved en 5 års hændelse.
En 5- og 10-års hændelse, er regnhændelser, som statistisk set kun forekommer én gang hvert 5- eller 10. år. Da det er et statistisk gennemsnit, kan hændelsen godt ske flere gange tæt på hinanden eller slet ikke i mange år.
Ved etablering af separatkloakering eller renovering af kloaksystemet dimensioneres spildevandssystemet som udgangspunkt, så det også fremover kan leve op til disse serviceniveauer, med indregning af klimafaktor for at sikre robusthed mod fremtidige regnhændelser.
Som følge af lovgivningen vedrørende klimatilpasning, er det med denne spildevandsplan vedtaget, at der kan anvendes et højere serviceniveau ved brug af Serviceniveaubekendtgørelsen.
Nyborg Kommune har valgt af følge Spor B, som betyder, at initiativet og ansvar for klimatilpasning og forhøjet serviceniveau er placeret hos Nyborg Forsyning.
Oversvømmelsesberegninger i forbindelse med klimatilpasning skal baseres på hydrauliske modeller og udføres efter den metode, der er beskrevet i vejledningen til serviceniveaubekendtgørelsen.
Lokale skadesreducerende tiltag
Forsyningen kan anvende den såkaldte 5 %-regel for supplerende tiltag. Reglen giver mulighed for at gennemføre lokale skadesreducerende tiltag dér, hvor det er økonomisk fordelagtigt.
Ifølge Omkostningsbekendtgørelsen kan forsyningen finansiere tiltag, der reducerer skadesrisikoen i et område, uden at det generelle serviceniveau hæves. Disse tiltag skal opfylde følgende betingelser:
- Omkostningsgrænse
Udgiften til de supplerende tiltag må ikke overstige 5 % af omkostningen til et hovedprojekt, som gennemføres af andre årsager fx separatkloakering eller klimatilpasning af afløbssystemet. - Balance mellem omkostning og effekt
Omkostningen skal stå i rimeligt forhold til den forventede skadesreduktion. - Ekstra skadesreduktion
Tiltagene skal reducere skader ud over den reduktion, der opnås ved klimatilpasning af afløbssystemet, og bringe niveauet i overensstemmelse med anbefalingerne i Skrift 27. - Omkostningseffektiv løsning
Det skal dokumenteres, at den valgte løsning er selskabsøkonomisk omkostningseffektiv (den billigst mulige løsning). - Samfundsøkonomisk gevinst
Tiltaget skal have en positiv samfundsøkonomisk nettogevinst i henhold til statens metode (jf. Omkostningsbekendtgørelsen af 29. december 2020, kapitel 2, §3, stk. 4).
