Spildevandsplanens målsætning

Spildevandsplanens fokus

Med spildevandsplanen ønsker Nyborg Kommune at:

  • håndtere og rense spildevand, så det ikke skader vandløb, søer, havet og grundvandet
  • sikre den optimale spildevandsstruktur og forsyningssikkerhed
  • arbejde for at forbedre vandkvaliteten i vandløb, søer og havet.
  • medvirke til at sikre gode badevandsforhold

 

 

Spildevandsplanen skal videreføre kommuneplanens mål og visioner.

Forsyningssikkerhed

Forsyningssikkerhed er en vigtig faktor i Nyborg Kommunes Spildevandsplan 2026.

Forsyningssikkerheden skal sikre tilfredsstillende afledningsforhold, og skal derved beskytte borgeres ejendom og værdier mod ødelæggende oversvømmelser relateret til afløbssystemet. Samtidig er hensigtsmæssig og sundhedsmæssig forsvarlig transport, behandling og bortskaffelse af spildevand og regnvand væsentlig for forsyningssikkerheden i kommunen.

Med spildevandsplanen vil Nyborg Kommune derfor sætte fokus på fremtidens afløbssystem som skal sikre:

  • et tilfredsstillende serviceniveau for borgere og virksomheder.
  • at spildevandssystemerne har den nødvendige kapacitet og driftssikkerhed.
  • minimere risikoen for oversvømmelser som følge af kraftig regn og driftsudfald i afløbssystemet.
  • dikre overfladerecipienter mod væsentlige forringelser som følge af udledninger af regn- og spildevand.
  • st spildevandssystemerne er robuste overfor fremtidens rensekrav.

Natur og miljøhensyn

Nyborg Kommune lægger stor vægt på kommunens naturværdier og spildevandsplanen har primært betydning for de våde naturtyper.

Spildevandsplan 2026 skal bidrage til at opfylde kravene i de statslige vandområdeplaner og opnå et bedre vandmiljø i Nyborg Kommune.

Nyborg Kommune har over 170 km vandløb og ca. 50 km kyststrækning med gode badevandsforhold. En målsætning med spildevandsplanen er at nedbringe kvælstof og fosforbelastningen i kommunens recipienter bl.a. ved at reducere antal af overløb fra spildevandssystemet.

Klimatilpasning

Klimaforandringerne betyder, at der kommer  mere og kraftigere nedbør i Danmark. Desuden opleves der oftere problemer pga. terrænnært grundvand. Ændringerne i vandbalancerne vil få konsekvenser for afløbssystemet og håndtering af  regn- og spildevand.

Terrænnært grundvand er med ny lovgivning blevet tæt forbundet med spildevandsplanlægningen, idet spildevandsplanen kan udpege områder, hvor det skal undersøges om problemer med terrænnært grundvand kan løses med kollektive løsningstiltag af forsyningen.

Nyborg Kommune vil gennem fokus på klimatilpasning sikre, at borgere og væsentlige samfundsmæssige værdier bliver beskyttet så godt som muligt mod de negative konsekvenser af klimaændringerne.

Nyborg Kommune vil arbejde for:

  • at sikre borgere og virksomheder bedst muligt mod konsekvenserne af klimaforandringerne.
  • at være på forkant med klimaforandringerne for derigennem at sikre, at afløbssystemet også i fremtiden vil have tilstrækkelig kapacitet og tilstand til at fungere tilfredsstillende.
  • at være aktive medspillere i forhold til den samlede klimatilpasning i kommunen.