Nyborg Kommune er myndighed i forbindelse med administration af spildevand inden for kommunens grænser. I dette følgende beskrives i hovedtræk de retningslinjer, som kommunen administrerer efter. Nyborg Forsyning & Service A/S drifter og ejer de offentlige kloakanlæg, inkl. pumpestationer, bassiner og renseanlæg.
Procedure for godkendelse af spildevandsplaner
Forslag til spildevandsplanen godkendes af Byrådet.
Forslag til Spildevandsplan offentliggøres med oplysning om, at der inden for en frist på mindst 8 uger efter offentliggørelsen er adgang til at kommentere det fremlagte forslag over for Byrådet. Forslaget sendes samtidig med offentliggørelsen til Miljøstyrelsen.
Efter fremlæggelse og behandling af eventuelle indsigelser og bemærkninger vedtager Byrådet spildevandsplanen. Byrådets vedtagelse kan ikke påklages til andre administrative myndigheder.
Grænsen mellem offentlig og privat kloak
Offentlige spildevandsanlæg anlægges, drives og vedligeholdes af Nyborg Forsyning & Service A/S. Private spildevandsanlæg anlægges, drives og vedligeholdes af ejeren. Grænsen mellem den offentlige stikledning og det private spildevandsanlæg ligger som hovedregel ved matrikulære skel til de enkelte ejendomme. Nyborg Forsyning & Service A/S fører stik frem til grundgrænsen for at opfylde sin forsyningspligt, og grundejeren udfører herefter et privat spildevandsanlæg på egen grund, så ejendommen kan tilsluttes.
For ejendomme bygget helt ud til skelgrænsen gælder, at Nyborg Forsyning & Service A/S har ansvaret for stikledningen frem til første grenrør fra hovedkloakledningen, eller helt frem til skel hvis der ikke er afgrening. Tagnedløb og ledninger fra disse frem til tilslutning på stikledning hører til ejendommen uanset placering af disse, eks. fortov.
Eksempler på disse kan ses i kapitel fire i Betalingsvedtægter for spildevand - Nyborg Forsyning.
Private anlæg
Kloakanlæggene på den enkelte ejendom er private. I tilfælde hvor f.eks. en grundejerforening har ansvaret for at drive og vedligeholde et fællesprivat kloakanlæg, er ledningsnettet også privat fra skel og frem til tilslutningen til det offentlige spildevandsanlæg. Hvorvidt et kloakanlæg eller drænledning er offentligt eller privat vil typisk fremgå af følgende dokumenter:
- Landvæsenskommissionskendelser
- Deklarationer
- Udstykningsplaner
I øvrigt betragtes al vejafvanding inkl. vejbrønde og evt. olieudskillere som private anlæg og kan være tilsluttet de offentlige kloakanlæg eller dræn.
Afvandingsret til det offentlige spildevandsanlæg
Alle grundejere inden for et i spildevandsplanen godkendt kloakopland har ret og pligt til at tilslutte ejendommens spildevand, når der er ført stik frem til ejendommens skel.
For at undgå overbelastning af kloakanlæggene er de enkelte ejendommes ret til udledning af regnvand begrænset ved en afløbskoefficient/befæstelsesgrad, der ikke må overskrides.
Alle grundejere skal overholde den for oplandet fastsatte befæstelsesgrad. Såfremt befæstelsesgraden overskrides, skal regnvand fra overskydende arealer nedsives, såfremt det ligger indenfor et område hvor dette er tilladt. Hvis nedsivning ikke kan lade sig gøre, eller det ikke er tilladt i området, skal vand fra overskydende arealer forsinkes i et privat regnvandsbassin.
Tilslutning til spildevandsanlæg
Nyborg Kommune giver tilladelser til tilslutning til offentlige og private spildevandsanlæg.
Nyborg Kommune giver også tilladelse til tilslutning til private spildevandsanlæg, når spildevandet efterfølgende ledes til de offentlige spildevandsanlæg.
For alle ejendomme, hvor der kun afledes husspildevand og regnvand herunder virksomheder uden processpildevand gælder godkendelsen af kloaksystemet i forbindelse med byggetilladelsen som tilslutningstilladelse.
Virksomheder med processpildevand og andre anlæg, der afleder andet end husspildevand til et offentligt renseanlæg (fx overfladevand fra parkeringsarealer, vej- og tagarealer, vand fra vaskepladser, filterskyllevand fra vandværker mv.) skal have en særskilt tilslutningstilladelse fra miljømyndigheden. Det er hovedsagelig virksomheder med processpildevand, der pålægges særbidrag. Kommunen fører tilsyn med spildevandsanlæggenes funktion, mens Nyborg Forsyning & Service A/S opkræver særbidraget.
Såfremt en ejendom pålægges at separere på egen grund i forbindelse med en separatkloakering af et fælleskloakeret område, skal separeringen på privat grund være gennemført senest 6 måneder efter at der er givet påbud herom. Evt. dispensationer fra krav om separering gives som udgangspunkt ikke. Dog vil påbud om separering ske ved en vurdering efter proportionalitetsprincippet.
Ophævelse af tilslutningspligt for tag- og overfladevand
Generelt gælder at grundejerne i fælleskloakerede områder i henhold til spildevandsbekendtgørelsen kan udtræde af spildevandsforsyningen for så vidt angår tag- og overfladevand, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- At spildevandsplanen for det pågældende opland giver mulighed for at udtræde.
- At der er enighed herom mellem grundejeren og spildevandsforsyningen.
- At der ikke sker en væsentlig forringelse af spildevandsforsyningens samlede økonomi.
- At spildevandsforsyningen efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde skønner, at det offentlige kloaksystem fortsat kan fungere teknisk forsvarligt.
- At kommunen har meddelt tilladelse til alternativ afledning, f.eks. nedsivning.
Tilbagebetaling af tilslutningsbidrag
Hvis en ejendom udtræder for tag- og overfladevand giver spildevandsforsyningen i nogle tilfælde mulighed for at tilbagebetale op til 40 % af det gældende standardtilslutningsbidrag for bolig-/erhvervsejendomme. Af Nyborg Forsyning & Service A/S´s takstblad fremgår den gældende pris på tilslutningsbidrag.
Kommunen og Nyborg Forsyning & Service A/S har aftalt følgende betingelser for tilbagebetaling af tilslutningsbidrag:
- Ordningen omfatter alene grundejere i fælleskloakerede oplande - altså hvor spildevand og regnvand løber i samme ledning - og hvor det er muligt at nedsive regnvand, eller tilbageholde dette lokalt – f.eks. i en regnhave. Dog kan Nyborg Forsyning & Service A/S godkende delvis udtræden også i separatkloakerede oplande.
- Tilbagebetalingen vil kun være gældende såfremt Nyborg Forsyning & Service A/S kan have en fordel af det.
- Ordningen for delvis udtræden af spildevandsforsyningen gælder kun ved fuld afkobling af tag- og overfladevand.
- Når en ejendom er udtrådt for overfladevand, kan den kun indtræde igen efter nærmere aftale og accept fra Nyborg Forsyning & Service A/S, og der betales 40 % af det til enhver tid gældende tilslutningsbidrag.
- Der må ikke etableres overløb fra faskine, regnbede el. lign. til kloak.
- Ordningen gælder fremadrettet fra og med godkendelse af spildevandsplanen.
- Frakobling af og afpropning mod afløbssystemet skal udføres af en autoriseret kloakmester.
- For større boligejendomme og for erhvervsejendomme vil tilbagebetaling ske ud fra en konkret vurdering og højst med de faktisk anvendte udgifter til regnvandsanlægget på grunden. Den konkrete vurdering og aftale om størrelsen af tilbagebetalingsbeløbet eller en evt. fordeling af anlægsudgifter skal ske via tæt dialog mellem bygherren og/eller dennes rådgiver og Nyborg Forsyning & Service A/S allerede i idé- og projekteringsfasen. Tilbagebetaling kan kun ske ved dokumentation for det udførte arbejde og de faktiske udgifter.
Det vil være Nyborg Forsyning & Service A/S, der tilbagebetaler en del af tilslutningsbidraget som en engangssum. Følgende procedure skal følges for at kunne opnå tilbagebetaling ved udtræden for tag- og overfladevand (herudover er ovenstående punkter gældende):
- Grundejer ansøger kommunen om tilladelse til nedsivning eller afledning af regnvand ved at fremsende et myndighedsprojekt.
- Såfremt der opnås nedsivningstilladelse/alternativ håndtering af regnvand ved kommunen kan Nyborg Forsyning & Service A/S ansøges om at tilbagebetale tilslutningsbidrag for regnvand.
- Nedenstående afsnit omkring nedsivning af tag- og overfladevand skal overholdes i forbindelse med afkoblingen.
- Færdigmelding af afkobling sendes til både Nyborg Forsyning & Service A/S og Nyborg Kommune.
- Efter modtagelse af færdigmelding og kloaktegninger opdaterer Nyborg Kommune ejendommens BBR afløbsoplysninger, hvorefter Nyborg Forsyning & Service A/S tilbagebetaler op til 40 % af tilslutningsbidraget.
Tilladelse til nedsivning af tag- og overfladevand
Tilladelse til nedsivning af tagvand og overfladevand kan meddeles, hvis følgende forudsætninger er opfyldt:
- Afledning sker til nedsivningsanlæg, hvortil der ikke afledes andre former for spildevand.
- Dokumentation for at nedsivningsanlægget dimensioneres, placeres og udføres således, at der ikke opstår overfladisk afstrømning eller gener i øvrigt.
- Afstand til vandindvindingsanlæg, hvortil der stilles krav til drikkevandskvalitet.
- Afstand til vandløb, søer eller havet er mindst 25 meter.
- Afstand til beboelse er mindst 2 m. Afstanden bør være mindst 5 m, hvis der er kælder.
- Afstand til udhuse og skel er mindst 2 m.
- Ansøgninger om nedsivningstilladelse behandles af kommunen. Nedsivningstilladelsen kan indeholde betingelser om rensning af overfladevandet inden nedsivning.
- Såfremt der nedsives indenfor boringsnære beskyttelsesområder, vil der i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering af Nyborg Kommune før nedsivningstilladelse kan gives
Der kan læses mere om nedsivning af regnvand på Nyborg Kommunes hjemmeside her: LAR – Lokal afledning af regnvand – Nyborg.dk.
Information om ansøgningsprocessen findes her:
Hvis en grund ligger i et område med kortlagt forurening, kan der ikke gives tilladelse til nedsivning af regnvand på egen grund. Dette skal forhindre, at forureningen sammen med regnvandet transporteres til dybereliggende grundvandsmagasiner eller til recipienter. Der kan læses mere om kortlægningen af forurenede grunde i Nyborg Kommune her:
Kortlagte ejendomme - V1 og V2 - Nyborg.dk.
Udledning til vandløb, søer og havet
Nyborg Kommune giver efter Miljøbeskyttelsesloven tilladelse til, at renset spildevand og regnvand udledes til vandløb, søer og havet.
Udledning må kun ske efter forudgående tilladelse. Ved vurdering af ansøgninger om udledning lægges der vægt på, at udledningen ikke må forringe den samlede økologiske og kemiske tilstand i det modtagende vandområde, og at målsætningen for vandområdet kan opretholdes.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med forsyningsselskabets udledninger. Kommunen fører tilsyn med andre udledninger.
Sker der væsentlige ændringer i forhold, der påvirker udledningen, skal der indhentes en ny tilladelse. En ny vurdering sikrer, at udledningen og anlægget fortsat lever op til gældende miljøkrav.
Afledning af dræn- og grundvand
Der gives ikke tilladelse til at aflede drænvand eller grundvand til fælleskloakerede spildevandssystemer eller til separate spildevandsledninger.
I ganske særlige tilfælde kan der gives dispensation til at:
- tilslutte omfangs- og indskudsdræn, der er etableret for at tørholde og beskytte bygninger, og når der er tale om små mængder, dog skal omfangs- og indskudsdræn tilsluttes regnvandsledning, såfremt der er separatkloakeret
- tilslutte regnvand fra bygninger med flade tage og centralt nedløb af regnvand midt i tagfladen, hvor det samles med spildevandet.
- tilslutte regnvand fra lyskasser eller kælderskakte. Der skal være fald væk fra kælderskakte og lyskasser, så overfladevand ikke tilledes. Alternativt kan en opkant etableres for at sikre lyskasser og kælderskakte.
Dispensationsansøgning skal vedlægges materiale, som beskriver de tekniske og økonomiske konsekvenser ved tilslutning i forhold til dispensation.
Medbenyttelse af vandløb og dræn
Vandløbslovens bestemmelser om medbenyttelse gælder for alle tilslutninger og udledninger til rørlagte vandløb, herunder dræn- og rørledninger, pumpekanaler samt åbne menneskeskabte kanaler og vandløb.
Rørledninger er dimensioneret efter de tilslutninger, der fandtes på anlægstidspunktet, og der er derfor ikke nødvendigvis ledig kapacitet i eksisterende rør.
Etableringen af rørledningerne er allerede finansieret af de oprindelige brugere, som også står for den løbende vedligeholdelse, medmindre andet er aftalt. Eksisterende medbenyttere har derfor en forventning om en bestemt vandafledning. Tilførsel af yderligere vand kan reducere denne afledning.
Af disse grunde betragtes rørledninger og menneskeskabte kanaler som anlæg med et særligt formål, og der er ikke fri ret til at benytte dem.
Tilladelse til medbenyttelse
Ønskes tilslutning til et eksisterende vandløb eller en rørledning, kræves der tilladelse til medbenyttelse. Vejledning kan indhentes hos Nyborg Kommunes Teknik- og Miljøafdeling.
I forbindelse med ansøgningen skal eksisterende medbenyttere have mulighed for at tage stilling til:
- Eventuelle krav om udgiftsfordeling ved fremtidig vedligeholdelse og anlægsarbejder
- Eventuelle krav om større dimensionering (regulering) af vandløbet
En ny medbenytter kan dermed blive ansvarlig for at deltage i opdimensionering af ledningsnettet og fremtidig vedligeholdelse. Lodsejererklæringer skal indhentes som en del af ansøgningsmaterialet.
Vandløbsmyndigheden vurderer konsekvenserne for afstrømning og miljø. Tilladelsen skal foreligge, før anlægsarbejdet påbegyndes. Tilslutning uden tilladelse kan medføre erstatningsansvar for skader på andres ejendom.
Ansøgning om medbenyttelse indsendes digitalt til Nyborg Kommunes Teknik- og Miljøafdeling på teknikogmiljoe@nyborg.dk
Fri dræningsret
Retten til at dræne efter reglerne om fri dræningsret gælder kun, når følgende betingelser er opfyldt:
- Ejeren er bredejer til et naturligt og åbent vandløb på egen grund. Ved tvivl om vandløbets status kontaktes kommunens vandløbsmyndighed.
- Dræn etableres kun i den nødvendige dybde for dyrkning og uden brug af pumpe.
- Dræningen kan udføres uden uddybning eller ændringer af det åbne vandløb.
- Vandløbets regulativ kan overholdes, herunder krav til placering af rørudløb i forhold til bundkoten.
- Miljø- og naturtilstanden i vandløbet og eventuelle nærliggende naturområder påvirkes ikke negativt.
Ved tvivl om, hvorvidt et areal er omfattet af fri dræningsret, anbefales det at kontakte vandløbsmyndigheden.
Tømning af bundfældningstanke
Nyborg Forsyning & Service A/S administrerer tømningsordning for hustanke i Nyborg Kommune. Bundfældningstanke tømmes én til to gange årligt afhængig af anlægstype. Slam fra bundfældningstanke køres til renseanlæg uden for Nyborg Kommune, jf. Regulativ for bundfældningstanke - Nyborg Forsyning
Takster for tømning og ekstratømning fremgår af Nyborg Forsyning & Service A/S Priser spildevand - Nyborg Forsyning.
Betalingsvedtægt
Nyborg Forsyning & Service A/S betalingsvedtægt fastlægger kloakforsyningens indtægter og udgifter. Se mere her: Betalingsvedtægter for spildevand - Nyborg Forsyning.
Kommunalbestyrelsen godkender vedtægten, som gælder for alle ejendomme, der er tilknyttet kloakforsyningen. Betalingsvedtægtens takstblad revideres årligt.
Betaling til Kloakforsyningen opkræves som hovedprincip som et vandafledningsbidrag efter det målte vandforbrug på de enkelt
