Rammebestemmelser for udendørs opholdsarealer 

Der skal etableres udendørs opholdsarealer ved såvel nybyggeri, som ved nyindretning af eksisterende bebyggelse. Størrelse og placering fastlægges i forbindelse med lokalplanlægningen og/eller byggesagsbehandlingen.

Opholdsarealerne opdeles i to kategorier:

  • Private udendørs opholdsarealer, som fx haver, altaner og terrasser.
  • Fælles udendørs opholdsarealer, som fx større grønne områder til ophold, leg, bevægelse og lignende fælles fritidsformål for et større boligområde.

For fælles udendørs opholdsarealer gælder, at:

  • Arealerne som udgangspunkt skal anlægges på terræn, udgøre sammenhængende arealer og være velplacerede og velindrettede i forhold til sol, skygge, læ og støj, så de kan indgå som et kvalitativt samlingspunkt for en bebyggelse.
  • Hvor opholdsarealer ikke kan placeres på terræn, kan de fx etableres på et overdækket eller hævet gårdareal, som tagterrasser eller lignende.
  • Vej- og parkeringsarealer kan ikke medregnes i de fælles udendørs opholdsarealer.
  • Arealer, som anvendes til håndtering af overfladevand, kan medregnes, hvis de er indrettet med henblik på ophold og aktiviteter, og de kun periodevis er oversvømmet.

Rammebestemmelser

  • Ved lokalplanlægning for nye boligområder skal alle boliger have adgang til udendørs opholdsarealer.
  • I nye boligområder, hvor der lokalplanlægges for mere end 10 tæt-lave boliger eller mere end 20 åben-lave boliger, skal der, udover private udendørs opholdsarealer, også etableres fælles udendørs opholdsarealer for bebyggelsen.
  • Ved lokalplanlægning for områder til erhvervs- center- og offentlige formål skal omfanget af udendørs opholdsarealer ske på baggrund af en konkret vurdering.
  • Ved lokalplanlægning for arealer, der grænser op til økologiske forbindelser eller beskyttede naturtyper, bør fælles udendørs opholdsarealer så vidt muligt placeres i tilknytning hertil og planlægges med fokus på et understøttende naturindhold.
  • Hegning mod det åbne land og førnævnte naturområder må kun etableres som levende hegn, eventuelt suppleret med trådhegn, og skal ske med naturligt forekommende træer og planter.