Trafikstøj

Statisk kort
  1. Der må ikke udlægges arealer til støjfølsom anvendelse i områder, der belastes af støj fra eksisterende eller planlagte veje, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener.
  2. Ved anlæg af nye veje, vejudbygninger og større trafikale ændringer skal det tilstræbes, at eksisterende eller planlagte støjfølsomme arealer ikke belastes med et uacceptabelt støjniveau. 
  3. Der må ikke udlægges arealer til støjfølsom anvendelse i områder, der belastes af støj og vibrationer fra eksisterende jernbaner, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener.

Fastsættelse af retningslinjer for trafikstøj har til hensigt at forebygge og reducere støj- og miljøgener fra veje og jernbaner, via planlægningen.

Ved støjbelastede arealer forstås områder, hvor Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for støj fra veje og jernbaner ikke kan overholdes.

Ved støjfølsomme formål forstås boliger og sommerhuse med tilhørende udenomsarealer, særlige naturområder, campingpladser, ferielejligheder, lystbådehavne, kolonihaver, kirkelige formål, institutioner, skoler, hoteller, kursusejendomme, kontorbygninger og lignende.

Ved udlæg af nye, eller ændring af eksisterende kommuneplanrammer, samt ved udarbejdelse af lokalplaner skal der redegøres for de støjmæssige forhold. Lokalplaner der udlægger støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse skal fastsætte bestemmelser om etablering af afskærmende foranstaltninger.

Forebyggelse af støjgener skal primært ske ved at sikre passende afstande mellem støjkilde og den støjfølsomme anvendelse. Sekundært kan støjbeskyttelse opnås ved hjælp af støjdæmpende foranstaltninger som f.eks. støjvolde, støjskærme eller lignende.

Som hovedregel beregnes støj fra veje og jernbaner frem for at måle støjen. Der er en lang række usikkerheder ved støjmålinger, der bevirker, at et målt støjniveau kun undtagelsesvis kan anses for mere pålideligt end et beregnet støjniveau. Desuden er det en kompliceret og forholdsvis omfattende opgave at fastlægge årsmiddelværdien af støjniveauet ved målinger.

Arealer belastet af støj fra jernbane, statsveje og større kommunale veje fremgår af kortet.

Bemærk i forbindelse med konkret lokalplanlægning  skal der som hovedregel ses 10 år frem i tiden, hvilket typisk indebærer mere vejstøj end vist på kortet.

Nationale interesser

Det er en national interesse, at kommunerne ikke planlægger for støjfølsom arealanvendelse omkring statsveje, jernbaneanlæg og tilhørende arbejdsarealer, medmindre de vejledende grænseværdier for støj kan overholdes.

Øvrig lovgivning

De vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 ”Støj fra veje”

De vejledende grænseværdier for støj fra jernbaner fremgår af et tillæg fra juli 2007 til Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 ” Støj og vibrationer fra jernbaner”.

Ændringer siden Kommuneplan 2021 

Trafikstøj har fået et selvstændigt afsnit i kommuneplan 2025.

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 7 indeholde retningslinjer for sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener.

Læs mere her

Støjgrænser