Nationale tekniske anlæg er vist på kortet. Øvrige tekniske anlæg er beskrevet i redegørelsen.
- Højspændingsanlæg skal så vidt muligt etableres som jordkabler, og hensynet til landskabs- og naturværdier skal prioriteres højt ved udbygning og sanering af højspændingsnettet.
Nationale tekniske anlæg
Storebæltsbroen
Staten har vedtaget landsplandirektiv / cirkulære om placering af landanlæg til en fast Storebæltsforbindelse mellem Halsskov og Knudshoved (1988).
På land omfatter den faste forbindelse de nødvendige tilslutningsanlæg til vej- og jernbaneforbindelser og nye stationsanlæg i både Korsør og Nyborg kommune. Den faste forbindelse omfatter også andre nødvendige anlæg, samt ændringer i det bestående vej- og spornet. Omfanget af det nationale arealudlæg tilknyttet Storebæltsbroen fremgår af kortet.
Baltic Pipe, m.fl.
Staten har vedtaget Landsplandirektiv for Baltic Pipe (2019). På baggrund heraf er der etableret en gastransmissionsledning, som strækker sig på tværs af Danmark fra den jyske vestkyst i Varde kommune til Faxe Bugt på Sjælland. Ledningens tracé i Nyborg Kommune strækker sig fra kysten ved Nordenhuse til Skellerup. Ledningens tracé kan ses på kortbilaget.
Omkring gastransmissionsledningen er udlagt en arealreservation på 200 meter på hver side. For observationszonen gælder, at Energinet skal underrettes om lokalplanforslag, der åbner mulighed for ny bebyggelse eller ændret anvendelse af arealer og bygninger. Energinet skal endvidere høres, inden der meddeles tilladelser efter særlovgivning til bebyggelse eller ændret anvendelse af arealer og bygninger inden for observationszonen.
El-kabeltrace / transmissionsnet
I den nordlige del af kommune løber et el-kabeltracé, strækningen Fraugde-Risinge, som ligeledes er omfattet af en opmærksomhedszone.
Planer under udarbejdelse skal, tilsvarende Baltic Pipe, udvise hensyn til tilstedeværelsen af eksisterende el-transmissionsanlæg. Det bemærkes, at vindmølleområder eller vådområder olign., som kan påvirke sikkerheden, stabiliteten og adgangen til højspændingsanlæggene, også omfattes, selvom disse måtte ligge udenfor denne zone.
Andre tekniske anlæg
Andre tekniske anlæg er f.eks. højspændingsanlæg/ledninger, naturgasledninger, kraftvarmeanlæg, affaldsbehandlingsanlæg, rensningsanlæg, vandforsyning/vandværker m.v.
Kommuneplanen skal sikre, at tekniske anlæg, der er nødvendige for samfundets udvikling, kan etableres under hensyntagen til andre samfundsrelevante interesser, såsom miljø-, natur- og landskabelige interesser.
Nyborg Kommune har - som resten af samfundet - behov for en stabil og miljørigtig energiforsyning, spildevandsrensning, telekommunikation og mulighed for at bortskaffe og genanvende affald.
Højspændingsanlæg
Når det overordnede transmissionsnet (400 kV) skal udbygges, skal der tages hensyn til både økonomiske og landskabelige interesser. Økonomisk foretrækkes luftledninger. Da luftledninger skæmmer landskabet, vil kommunen arbejde på at disse transmissionsnet nedgraves. Nye 132/150 kV-forbindelser vil kommunen altid forsøge at få lagt som jordkabler. I kommunen findes pt. ingen 400 kV-luftledningsforbindelser eller 132/150 kV-ledningsforbindelser. Derimod findes en del 60 kV-forbindelser ligesom der i den nordlige del af kommunen findes et jordkabel ejet af Energinet.
Energinets jordkabelanlæg er beskyttet ved servitutter samt ved lovgivning, der pålægger begrænsninger i brugen af arealer i nærheden af kablet. Der er bl.a. begrænsninger på placering af vindmøller, solcelleanlæg og andre tekniske anlæg samt beplantning.
Affaldsbehandlingsanlæg
Nyborg Kommune deltager i et fælleskommunalt affaldsteknisk samarbejde med Kerteminde Kommune, Svendborg Kommune, Langeland Kommune, Ærø Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune. Brændbart affald afhændes primært til forbrænding i Odense, mens affald til deponering, afhændes til Klintholm I/S, placeret i Svendborg Kommune. Sikring af tilstrækkelig kapacitet på deponiet Klintholm I/S, sker gennem deltagelse i det fælleskommunale affaldstekniske samarbejde.
I kommunen er følgende større affaldsbehandlingsanlæg beliggende, som behandler affald fra virksomheder og husholdninger: NG Nordic A/S, Posibi A/S, Nyborg Jernhandel, Organicum Biomass Ørbæk ApS og BI Miljø A/S.
NG Nordic A/S er beliggende i Nyborg by og er et landsdækkende behandlingsanlæg for farligt affald. Der modtages også affald til behandling fra det øvrige EU og Norge.
Posibi A/S er beliggende i Nyborg by. Virksomheden modtager og behandler affald i form af papir, pap, plast og glas til genbrug.
Nyborg Jernhandel er ligeledes beliggende i Nyborg by. Virksomheden foretager indsamling af metaller, som adskilles og sorteres til genanvendelse.
Organicum Biomass Ørbæk ApS er beliggende i Ørbæk by og modtager madaffald som oparbejdes og afhændes til biogasanlæg. Det adskilte emballageaffald afhændes til genbrug.
BI Miljø A/S er beliggende i Ørbæk by. Virksomheden foretager indsamling og behandling af brugt fritureolie fra virksomheder, der afhændes til udlandet for oparbejdning til brændstof.
Kommunens fremtidige konkrete handlinger og initiativer til opnåelse af regeringens nationale affaldsplan, fremgår af kommunens affaldsplan.
Varmeforsyning
Varmeplanlægningen foregår ikke som en integreret del af kommuneplanlægningen, men sker som en selvstændig plan. Nyborg Kommunes Varmeplan 2022 beskriver hvor det er er muligt, at udbrede den kommunale kollektive fjernvarme og hvorledes opvarmning af bygninger bør ske hvor det ikke er muligt etablere den kommunale kollektive fjernvarme.
Konkrete projektforslag for kollektiv fjernvarme, skal godkendes af kommunen. Der skal dog tages stilling til reservationer af areal til fjernvarmeproducerende anlæg og større ledningsanlæg.
Et projektforslag udarbejdes enten af forsyningsselskaberne eller af private inden for rammerne af varmeforsyningsloven samt bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg.
Den kollektive varmeforsyning i Nyborg Kommune sker i form af fjernvarme og naturgas. Fjernvarmen dækker hele Nyborg by, Ullerslev, Hjulby, Aunslev, Skalkendrup og Vindinge. Refsvindinge og Ørbæk by vil blive tilsluttet fjernvarmen i 2025 og 2026. Skellerup forventes tilsluttet fjernvarmen i 2027. Naturgasforsyningen dækker erhvervsområdet i Ullerslev og de større byer Frørup, Herrested-Måre, Refsvindinge, Skellerup, Ørbæk, samt en del mindre byer.
Fjernvarmen i Nyborg by er baseret på overskudsvarme fra virksomhederne NG Nordic A/S og Koppers A/S, samt fra biogas, produceret på byens spildevandsrensningsanlæg. Kommunens fjernvarmecentraler, der fungerer som spidslastanlæg og nødanlæg, anvender bioolie som brændsel på oliekedlerne og naturgas i gaskedlerne. Naturgassen på Fyn består af mere end 50 % opgraderet biogas (bionaturgas). Opvarmningen af Nyborg by sker dermed samlet set overvejende med miljøvenlig energi.
Fjernvarmen i Ullerslev by er baseret på naturgas og overskudsvarme fra virksomheden Ulsa Pack. NG Nordic A/S har kapacitet til at levere mere overskudsvarme end der kan aftages. Derfor har kommunen etableret en transmissionsledning til fjernvarme, der forbinder Ullerslev med Nyborg. Transmissionsledningen fortrænger en stor mængde fossilt brændsel i form af naturgas fra Ullerslev varmecentral.
Idet kommunens fjernvarmeforsyning primært er produceret på vedvarende energi, ønsker kommunen at udvide fjernvarmeforsyningen til de områder hvor udvidelsen vil være mulig. Dette vil primært være til naboområder liggende tæt til fjernvarmeforsynede områder.
Rensningsanlæg
Der er i alt tre kommunale spildevandsrensningsanlæg i Nyborg Kommune. De er fordelt med et stort central anlæg i Nyborg, et mellemstort anlæg i Ørbæk samt et mindre anlæg ved Kløverhage.
Alle tre renseanlæg er velfungerende og overholder alle de nuværende udlederkrav. Der er ikke planlagt større investeringer i planperioden, ud over reinvestering for vedligeholdelse og optimeringer af nedslidt og forældet udstyr.
En detaljeret gennemgang af målopfyldelse for rensning af spildevandet, både fra byerne og fra det åbne land, findes i kommunens Spildevandsplan.
Ændringer siden Kommuneplan 2021
Redegørelsen er opdateret og udpegningen på kort er suppleret med markering af arealer udlagt med landsplandirektiv for Storebæltsbroen.
Antallet af retningslinjer er reduceret til at omfatte det, som kan reguleres via kommuneplanen.
Lovgrundlag
Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 22 oplyse om realisering af regler eller beslutninger truffet på baggrund af landsplandirektiver.
