Mobilitet

Statisk kort
  1. Det Fynske Mobilitetskort 2017-35 skal være nyt grundlag for at prioritere byregionale korridorer og terminaler, og ved udarbejdelse af vej- og trafikplaner samt konkrete projekter skal disse indtænkes og prioriteres, så de fælles fynske planintentioner kan fremmes.
  2. Det sikres at byudviklingen sker, så der så vidt muligt ikke skal etableres nye vejtilslutninger til de overordnede veje (gennemfarts- og fordelingsveje), og således der ikke opstår problemer på de overordnede veje.
  3. Trafikplanlægningen, skal sikre gode tilgængelige færdselsarealer for alle trafikantgrupper i kommunens bysamfund, samt til væsentlige trafikmål som skoler, institutioner og sportsanlæg. Dette gennemføres ved at indrette tilgængelige færdselsarealer på cykel- fodgænger- og opholdsarealer, så de lette trafikanter har sikker og tryg adgang.
  4. Trafiksikkerheden skal forbedres med udgangspunkt i de nationale mål for reduktion i personskaderne.
  5. Fremkommeligheden på gennemfartsveje skal prioriteres med en hurtig afvikling via brede veje med cykelstier. Lokalvejene skal opleves som trygge uden unødig gennemkørende trafik.
  6. Der arbejdes for et sammenhængende stinet med grønne transportkorridorer og stisystemer, der desuden forbinder kommunens bymæssige bebyggelser, større institutioner og idrætsanlæg.
  7. Der skal sikres gode parkeringsforhold i Nyborg, Ørbæk og Ullerslev. For Nyborg vil dette være i periferien af bykernen, med fodgængerforbindelser til centrum, mens cyklister og personer med handicap skal kunne parkere tættere på centrale mål i byen.
  8. Kommunen vil arbejde mod at forbedre den kollektive trafik, og dermed øge tilgængeligheden til alle kommunens bysamfund, samt til væsentlige trafikmål som skoler, institutioner og sportsanlæg. Desuden vil kommunen arbejde for, at en evt. kommende ”s-togforbindelse” på Fyn får et stop i Ullerslev, samt at alle tog – herunder lyntog – standser i Nyborg.
  9. Nyborg by skal udvikles med et fokus på sikre og trygge krydsningsmuligheder i en udvidet bymidte, der sætter fokus på og prioriterer cyklister og de gående i Nyborgs bybillede.
  10. Der udlægges arealreservationer til omfartsveje, som vist på kortet. Arealreservationerne gennemgås i planperioden med henblik på ophævelse af unødvendige udlæg. Undtaget herfor er reservationen til en forlægning af rute 8 (statsvej 704, Nyborg – Bøjden) udenom Ørbæk, da dette er en statsvej.
  11. Tung trafik til erhvervs- og industriområder skal sikres god fremkommelighed med passende hensyn til den øvrige trafik. 

Den fælles fynske infrastrukturplan

Den fælles fynske infrastrukturplan er et samarbejde mellem alle Fyns kommuner, og skal lægge grundlag for den fremtidige infrastrukturs udvikling. Infrastrukturplanen for Fyn 2017-35 angiver Nyborg som en hovedterminal, Ørbæk som en Byregional terminal, og Ullerslev som en kommunal terminal. Hertil er Hjulbyvej-Nyborgvej-Fåborgvej fra Motorvejsafkørslen til kommunegrænsen nær Ørbæk angivet som en Byregional korridor. De kommunale korridorer er Frørupvej-Svendborgvej mellem Svendborg Landevej og Ørbæk, og Hulvejen-Odensevej mellem Ørbæk og kommunegrænsen, samt Dyrehavevej-Svendborg Landevej mellem Nyborg by og kommunegrænsen.

Nyborg skal være et centralt knudepunkt, hvor koblingen mellem transportformer øger Nyborgs rolle som hovedterminal. Man vil hertil forbedre forholdene for gående og cyklende i de fynske byer, til stationer og bymidter. Samtidig lægger planen op til at man vil øge cyklismen som en miljøvenlig transportform på hele Fyn gennem cykelvenlige og trafiksikre forbedringer til supercykelruterne.

Byplanlægning

Ved byplanlægning skal det tilstræbes at nye boligområder har få større vejtilslutninger til de overordnede veje, frem for mange mindre tilslutninger. Samtidig skal der ved nyudstykninger indarbejdes transportmulighed via stisystemer til institutioner og knudepunkter, hvor sidstnævnte ofte vil agere kobling mellem transportformer.

Konkret tilstræbes en afstand på min. 500-1000 m mellem vejtilslutninger på frie strækninger i det åbne land, og en afstand på minimum 300 meter mellem vejtilslutninger i by- og byområder.

Trafikplanlægning

Der skal i trafikplanlægningen sikres god fremkommelighed for alle trafikantgrupper ved væsentlige trafikmål; skoler, institutioner, sportsanlæg, kulturelle bygninger og turistmål.

Nettet af stier skal fastholdes og udbygges langs de overordnede veje, hvor der i planlægning og i prioriteringen af anlæg skal være er fokus på de udpegede strækninger i den fælles fynske Infrastrukturstrategi 2017-35. Derudover skal det samtænkes med grønne transportkorridorer, sådan at der er nem adgang fra korridorerne til rekreativ Vandring og cykling i naturen.

Kapaciteten på det kommunale vejnet er med få undtagelser tilstrækkeligt. Som grundlag for trafikplanlægningen foretages der løbende trafiktællinger og hastighedsmålinger på vejnettet. Der er på nuværende tidspunkt en høj belastning på strækningen fra Strandvejen over Storebæltsvej op til motorvejsafkørslen. Løsningsmuligheder for trafikbelastningen vurderes i den kommende mobilitetsplan, for bedst muligt at fremtidssikre en god fremkommelighed i hele kommunen.

Trafiksikkerhed

Der udformes en Trafiksikkerhedsplan i efteråret 2025, med henblik på at forbedre trafiksikkerheden, ved at sikre indsatser hvor der er størst behov for det.

Der undersøges områder med en høj koncentration af ulykker, skoleområder og områder som findes særdeles utrygge. Under udarbejdelsen har borgerne fået adgang til en uheldsportal hvor man kan rapportere utrygge områder eller uhensigtsmæssig færdsel.

Der foretages en faglig vurdering og prioritering af de forskellige tiltag ift. reduktion i ulykker, og særligt personuheld, samt omkostningsbesparelse og økonomi.

Af andre tiltag, skal udbygningen af stinettet bidrage til at forbedre trafiksikkerheden, tryghed og alle nye større vejprojekter skal trafiksikkerhedsrevideres.

Parkering

Der skal sikres et tilstrækkeligt antal parkeringspladser i Nyborg, Ørbæk og Ullerslev.

Parkeringsforholdene i Nyborg by planlægges i overensstemmelse med de eksisterende planer 'Nyborg – Danmarks Riges Hjerte' & 'En samlet by'. Det betyder at man fremadrettet vil koncentrere placeringen af bilparkering i udkanten af bymidten og samtidig skabe trygge og attraktive forbindelser for fodgængere mellem parkeringsområder og byens destinationer. Parkeringsstrategien vil forholde sig til det stigende behov der kommer fra en øget trafikmængde, samt håndtere turismes attraktioner, som Nyborg slot, der forventes at generere op mod 150.000 flere besøgende om året til bymidten, ved at optimere parkeringspladsarealer, som det blandt andet kan ses i Svanedammen projektet.

Samtidig skal der sikres gode og tilgængelige parkeringsforhold for både cyklister og personer med handicap tæt på centrale mål i byen.

I Nyborg bymidte findes der i 2025 cirka 650 offentlige parkeringspladser, og der er etableret et digitalt parkeringshenvisningssystem, som guider bilister til ledige pladser på de større parkeringsarealer omkring bykernen.

Derudover skal der tilstræbes gode muligheder for omstigning ved byer og landsbyers centrale busstop gennem anlæg af velplacerede omstigningspladser og parkeringsmuligheder. I forbindelse med korridorerne omkring Ørbæk og i et vist omfang Ullerslev, vil kommunen kortlægge og arbejde mod muligheden for kommunale samkørsels pladser.

Kollektiv trafik

For kommunens byudviklingsområder skal der udarbejdes overordnede helhedsplaner, der viser, hvordan områderne kan betjenes med kollektiv trafik på en bæredygtig måde. Den kollektive trafik skal øge tilgængeligheden til væsentlige trafikmål for både skolebørn, såvel som handicappede og ældre. Derudover skal den kollektive trafik planlægges og udvikles med udgangspunkt i de byregionale og kommunale korridorer. Det bør så vidt muligt undgås at etablere bump m.v. på veje med kollektiv trafik.

Tilgængelighed

God tilgængelighed øger udfoldelsesmulighederne for mange borgere, og gør dem til aktører på arbejdsmarkedet og i fritids- og kulturlivet, som de ellers ikke ville kunne deltage i. Fokus på tilgængeligheden som et integreret element i trafik- og anlægningsprojekter, sikre mulighederne for færdselshandicappede og vedholder Nyborg kommune som en åben og indbydende kommune for alle.

Tilgængelighedsrevision som et værktøj, alle nye større vejprojekter skal trafiksikkerhedsrevideres.

Nyborg bymidte

Nyborg bymidte skal udvides både fysisk og i borgernes forståelse, som et større område end den nuværende bykerne. Den fremtidige bymidte skal strække sig fra Stationen, rundt om Nyborg slot og volden, samt ”den grønne”, ned til Marinaen. Langs havnen skal man kunne bevæge sig fra Marinaen til Sølysten, og derfra skal bymidten inkluderer Storebæltsvej / Lynfrosten over til Idræts- og Fritidscenteret og ned til stranden.

I bymidten skal det være sikkert og trygt at bevæge sig rundt for de lette trafikanter, med gode krydsningsmuligheder og tilgængelighed for både cykler og folk med gangbesvær, som; kørestole, rollator, barnevogne og lignende. Byen skal indrettes med mulighed for aktiviteter og ophold, gennem projekter der tydeligt viser prioriteringen af de lette trafikanter.

Vejudlæg

Der er på nuværende tidspunkt 3 vejudlæg. En for statsvejen rute 8, som kan forlægges uden om Ørbæk (statsvej 704, Nyborg – Bøjden). En for Omfartsvej Nyborg, fra ringvejen, under Jernbanen op mod Skaboeshusevej lige syd for motorvejen, samt Hjulbyvej / Odensevej krydset, som kan omdannes til rundkørsel.

Det påtænkes desuden om der skal udlægges til fremtidig rundkørsel ved krydset Hjulbyvej og Toftegårdsvej.

Der undersøges muligheden for et tilslutningsanlæg ved Ullerslev igen ved udvidelse af motorvejen til 6 spor frem mod Storebælt.

Nationale interesser

Det er en national interesse at kommunernes by- og vejplanlægning sker i samspil med det overordnede vejnet således, at der sikres en sammenhængende transportstruktur i landet, hvilket er afgørende for, at personer og gods kan bevæge sig rundt i Danmark.

Ændringer siden Kommuneplan 2021

Der er siden kommuneplan 2021 fjernet flere arealudlæg. Disse omhandler; Odensevej / Herrested, Kertemindevej / Skalkendrup & Kertemindevej / Bovense.

Kommuneplan 2025 samler fem retningslinjeafsnit om regional og lokal mobilitet i ét afsnit. Antallet af retningslinjer er reduceret og redegørelsen er opdateret.  

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 4 indeholde retningslinjer for beliggenheden af trafikanlæg. 

Den fælles fynske infrastrukturplan 

Den fælles fynske infrastrukturplan er et samarbejde mellem alle Fyns kommuner, og skal lægge grundlag for den fremtidige infrastrukturs udvikling. Ved at lægge en overordnet strategi, skal infrastrukturen udvikles effektivt på tværs af kommunegrænserne med prioriteringer for investering i de fremtidige hovedfærdselsåre på hele Fyn.

Læs mere her

Trafiksikkerhedsplan 

Der udformes en Trafiksikkerhedsplan, med henblik på at forbedre trafiksikkerheden, ved at se på effekten af forskellige tiltag der skal nedbringe mængden af ulykker og særligt personuheld. Der undersøges områder med en høj koncentration af ulykker, skoleområder og områder som findes særdeles utrygge.

Parkeringsstrategi 

Nyborg Kommunes parkeringsstrategi skal sikre, at de offentlige parkeringspladser udnyttes mere effektivt og understøtter bæredygtig mobilitet, byliv og god tilgængelighed.

Strategien skal sætte rammerne for, hvordan vi fordeler, regulerer og udvikler parkering i takt med byens udvikling – herunder åbningen af Nyborg Slot i 2028 og ændrede transportvaner. Målet er at skabe balance mellem behovet for parkering og ønsket om en grønnere, mere sammenhængende og tilgængelig bymidte – samt andre byrum i kommunen.