Master

  1. Antennesystemer skal søges opsat på eksisterende anlæg og konstruktioner som master, fritstående skorstene, bygninger på mere end 2 etager og lignende. Hvis det ikke er muligt at finde en placering på eksisterende anlæg, kan der tillades opstillet en antennemast.
  2. Master og antenner skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til dækningsbehovet og således at antallet af nødvendige master bliver begrænset mest muligt.
  3. Eksisterende og nye master skal så vidt muligt kunne udnyttes af flere operatører og til flere sendesystemer.
  4. Nye antenner og master skal som hovedregel placeres i tilknytning til byerne eller i umiddelbar tilknytning til landsbyer eller tilsvarende bymæssig bebyggelse.
  5. Antenner og master skal i størrelse og form passe ind i omgivelserne. Det vil eksempelvis sige være afpasset højden på en bys ”skyline”. Der kan være tale om at camouflere masten som eksempelvis en flagstang, lysmast eller pæl.
  6. Antenner må som udgangspunkt ikke placeres indenfor afgrænsningen af en lokalplan med bygningsbevarende bestemmelser eller bestemmelser om bevaringsværdigt miljø. Hvis det for at opnå en tilfredsstillende dækningsgrad, er nødvendigt at placere en antenne inden for bevaringsområdet, skal en antenne placeres, så den er mindst mulig synlig fra gadeplan. Antenner skal i hvert tilfælde tilpasses konstruktion og arkitektur ved det enkelte hus. Antennepositionen skal vurderes i forhold til husets bevaringsværdi.
  7. Af hensyn til landskabet og naturen skal antallet af master i det åbne land begrænses. Dog kan der i særlige tilfælde være grund til at opsætte flere men lavere master i stedet for een høj mast.
  8. Masters visuelle påvirkning af omgivelserne skal så vidt muligt begrænses. Der skal altid foretages en vurdering af mastens visuelle påvirkning.
  9. Antenner og master skal visuelt træde mindst muligt frem i landskabet.
  10. Antennemaster må som udgangspunkt ikke opstilles inden for områderne
    • Fredskov og fredede områder (Skovloven og Naturbeskyttelsesloven)
    • Internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000)
    • Beskyttet natur (Naturbeskyttelsesloven)
    • Strandbeskyttelseslinjen,
    • Kirkebeskyttelseslinjen og
    • Fortidsmindebeskyttelseslinjen (Naturbeskyttelsesloven og Museumsloven)
    • Beskyttede, værdifulde / bevaringsværdige landskaber (Planloven)
    • Kirkeindsigtszonen (Planloven)
    • Arealreservationer til infrastruktur (Planloven)
  11. Antennemaster må opstilles, hvis der er et dokumenteret behov, alternative placeringer er undersøgt, og der ses ikke at være andre brugbare strukturer i nærområdet, hvorfra der vil kunne opnås en rimelig dækningsgrad inden for områderne: 
    • Sø- og åbeskyttelseslinjen (Naturbeskyttelsesloven)
    • Skovbyggelinjen (Naturbeskyttelsesloven)
    • Kystnærhedszonen (Planloven)
    • Beskyttelsesområder for geologi og kulturmiljøer (Planloven)
    • Øvrige kommunale retningslinjer for landskabsbeskyttelse
    • Større sammenhængende landskaber (Planloven)
    • Beskyttet natur (Naturbeskyttelsesloven)
    • Lavbundsarealer, potentielle vådområder og retningslinjer for naturbeskyttelse (Planloven)
  12. Antennemaster må opstilles i det åbne land uden for områderne nævnt i retningslinjerne 10 og 11, hvis de generelle retningslinjer og øvrig lovgivning er overholdt.
  13. Antennesystemer må som udgangspunkt ikke opsættes på bygninger og bebyggelser, der er registreret som værende bevaringsværdige i en lokalplan eller med bevaringskategori 1- 4 i kommuneatlas/kommuneplanen.
  14. Master, antenner og teknikbygninger skal udformes og farvesættes i harmoni med omgivelserne. Valg af mastetype sker i samarbejde mellem kommune og ansøger med henblik på at vælge den mest hensigtsmæssige mastetype, farve osv. i forhold til funktion og omgivelser.
  15. Tekniske installationer i forbindelse med antenneanlæg skal så vidt muligt indbygges i den eksisterende bebyggelse. Hvor dette ikke er muligt, skal teknikbygninger placeres, evt. udformes og omgives med beplantning således, at de ikke virker dominerende i nærmiljøet.
  16. Antennemaster, sendeanlæg, teknikbygninger og fundamenter skal være fjernet senest 12 måneder efter, at de er taget ud af drift.

Antennemaster dækker både over radio-, telefon- og fjernsynsantenner. Der kan være behov for at opstille nye antennemaster bl.a. set i lyset af udbredelsen af 5. generations mobiltelefonsystem (5G), men der er ikke i denne kommuneplan taget stilling til placering af nye antennemaster i Nyborg Kommune.

Antennemaster opstillet i Nyborg Kommune kan findes på mastedatabasen.dk, som indeholder informationer om antennepositioner i forbindelse med blandt andet mobiltelefoni i Danmark.

Nyborg Kommune ønsker, at der fortsat skal sikres en udbygning på telekommunikationsområdet, men ønsker også, at der skal tages store hensyn til kommunens arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabsmæssige værdier.

Dette ønske deles af de øvrige kommuner på Fyn, som sammen med Nyborg Kommune har udarbejdet fælles fynske retningslinjer for behandling af masteansøgninger.

Retningslinjerne er indsat i nærværende kommuneplan.

Øvrig Lovgivning

Masteloven "lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål mv." har til formål at begrænse det samlede antal master og deres påvirkning af omgivelserne mest muligt. Det skal ske gennem rammer for fælles udnyttelse af master og opsætning af antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner. Masteloven administreres af kommunerne. Hvis der ikke er andre muligheder end opførelse af en ny mast, skal mastetype og placering vælges, således at den ikke bliver unødvendigt iøjefaldende.

Ændringer siden Kommuneplan 2021 

Kommuneplan 2025 viderefører planlægning for master og antennesystemer fra Kommuneplan 2021. Afsnittet er flyttet fra ”generelle rammer” til retningslinjeafsnittet for ”Trafik og tekniske anlæg” 

De fælles fynske retningslinjer er videreført, mens retningslinjer for antenner til individuelt brug er udgået, da de lovmæssigt ikke længere er aktuelle.

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 5 indeholde retningslinjer for beliggenheden af tekniske anlæg herunder antennemaster.

Læs mere her

Mastedatabasen

Fælles Fyns mastepolitik (PDF)