Kystnærhedszonen

Statisk kort

Kystnærhedszonen er vist på kortet. 

  1. Indenfor kystnærhedszonen skal planmæssigt og funktionelt begrundet byggeri og anlæg så vidt muligt etableres længst væk fra kysten og i tilknytning til byer og til eksisterende bebyggelse.
  2. Byggeri og anlæg med behov for kystnær placering skal tilpasses landskabet og eventuelt afskærmes med beplantning, så det påvirker kystlandskabet mindst muligt.
  3. Erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri tilknyttet skov- og landbrugsejendomme er undtaget fra retningslinjerne, såfremt byggeriet opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse.
  4. I forbindelse med planlægning i kystnærhedszonen kan der tillades jollepladser, anløbsbroer og lignende mindre anlæg, hvor det ikke strider imod øvrige natur- og landskabsinteresser.
  5. Indenfor kystnærhedszonen kan der etableres stiforbindelser og rekreative støttepunkter, som naturligt kan indpasses og underordnes landskabet.

Nyborg kommunes kystlinje er mere end 45 km lang og veksler mellem sand- og stenstrande, samt kyststrækninger med skov og klinter. Områderne er attraktive og har stor betydning for kommunen i forhold til bosætning, turisme og fritidsliv.

Kystnærhedszonen er fastsat i planloven og er en planlægningszone, som strækker sig fra strandkanten og ca. 3 km ind i landet i landzone og sommerhusområder.

Formålet med kystnærhedszonen er at beskytte den særlige natur og de landskabelige og rekreative interesser, der knytter sig til kysterne. Derfor skal områder indenfor kystnærhedszonen søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængig af en kystnær placering.

Byggeri og anlæg med særlig planmæssig eller funktionel begrundelse for placering i kystnærhedszonen kan eksempelvis være:

  • Udvidelse af byområder
  • Etablering af havnearealer
  • Etablering af kystbeskyttelse og klimasikring
  • Planlægning for vindmøller, der er betinget af en kystnær placering

Etablering af ny bebyggelse og anlæg indenfor kystnærhedszonen skal så vidt muligt ske i tilknytning til byerne og til eksisterende byggeri for at sikre en kobling til eksisterende infrastruktur og servicefunktioner, samt for at sikre så åbne kyststrækninger som muligt.

Tilpasning af nyt byggeri og anlæg kan ske gennem hensigtsmæssig placering, valg af bebyggelsens/anlæggets omfang, arkitektur og hensigtsmæssig brug af materiale og farver, samt evt. afskærmende beplantning.

Den kystnære del af byzonen

Byzonen er ikke omfattet af kystnærhedszonen, men i de kystnære dele af byzonen gælder særlige regler. I byområder, der indgår i visuel sammenhæng med kysten, skal der tages hensyn til kystlandskabelige helheder i samspil med byen. Det gælder fx ved byomdannelse af tidligere erhvervs- og havneområder.

Strandbeskyttelseslinje

Arealerne nærmest kysten er beskyttet efter strandbeskyttelseslinjen, som er fastlagt i naturbeskyttelsesloven. Strandbeskyttelseslinjen er en forbudszone, hvor der generelt ikke må opføres, byggeri, anlæg eller foretages tilstandsændringer.
Ny planlægning i kystnærhedszonen
Kommuneplan 2025 medfører ikke ny planlægning i lystnærhedszonen.

Ny planlægning i kystnærhedszonen

Kommuneplan 2025 medfører ikke ny planlægning i lystnærhedszonen.

Ikke udnyttede arealreservationer i kystnærhedszonen

Erhvervsområde vest

Erhvervsudviklingen syd for Fynsvej afsluttes på lang sigt mod Hjulbyvej som en naturlig forlængelse af det eksisterende erhvervsområde. Området er beliggende vest for Nyborg by uden direkte kontakt med kysten. Bebyggelsen vil højdemæssigt videreføre den eksisterende planlægning og vil ikke virke skæmmende for oplevelsen af kystzonen. Udlægget fastholdes.

Boligudvikling nord for Fynsvej / Auernakke

Området er beliggende i direkte forlængelse af Nyborg by og det eksisterende boligområde ved Jagtenborg, så der kan skabes en samlet ny bydel. Områderne er beliggende vest for den eksisterende by uden direkte kontakt med kysten. Bebyggelsen vil blive tæt/lav og etageboliger i maks. 3 etager. Boligområdet vil ikke påvirke oplevelsen af kystzonen. Udlægget fastholdes.

Sommerhusområde ved Slude Strand

Via landsplandirektiv fra 2005 er der udlagt et sommerhusområde ved Slude Strand i den sydlige del af kommunen. Området er ca. 3,8 ha stort og giver mulighed for opførelse af ca. 27 sommerhuse. Udlægget fastholdes.

Nationale interesser

Der er en national interesse, at de åbne danske kyster bevares og at offentlighedens adgang til kysten sikres og udbygges.

Øvrig lovgivning

Naturbeskyttelsesloven regulerer anvendelsen af arealer indenfor strandbeskyttelseslinjen.

Det er kystdirektoratet, der er myndighed på området.

Ændringer siden Kommuneplan 2021 

Retningslinjer som gengiver lovgivning udgår og erstattes med retningslinjer for placering og tilpasning af planmæssigt og funktionelt begrundet byggeri og anlæg i kystnærhedszonen.

Redegørelsen er opdateret og der er indført afsnit om nationale interesser og øvrig lovgivning.

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 21 indeholde retningslinjer for arealanvendelsen i kystnærhedszonen.