- Indenfor de særligt værdifulde landbrugsområder, skal landbrugsinteresserne generelt prioriteres højt. Kun samfundsmæssige vigtige hensyn kan tilsidesætte arealernes fortsatte anvendelse til jordbrug, herunder hensynet til byudvikling, infrastrukturelle anlæg, miljøet, vandmiljøet, naturgrundlaget og naturgenopretning.
Kommunernes jordbrugsplanlægning omfatter udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder og områder til placering af store husdyrbrug. Formålet med planlægningen er, at jordbrugets arealinteresser inddrages i kommuneplanen på linje med kommuneplanens traditionelle temaer, f.eks. skovrejsning, råstofgravning og byvækst.
Det skal fremhæves, at alle konkrete hensyn fortsat varetages i enkeltsagsbehandlingen. Der er med udpegningen af særligt værdifulde landbrugsområder og lokaliseringsområder til store husdyrbrug ikke på forhånd taget stilling til den lovbundne enkeltsagsbehandling efter bl.a. miljø-, natur- og byggelovgivningen.
I Danmark er landbrugets dyrkningsarealer under pres fra arealanvendelse til andet formål, såsom byudvikling, infrastruktur og andre anlæg, rekreative formål, skovrejsning med videre. Dette gælder også i Nyborg Kommune.
Landbruget optager ca. 67 % af kommunens samlede areal, hvoraf ca. 60 % er udpeget som særlig værdifuld landbrugsjord. Udpegningen har taget udgangspunkt i de statslige jordbrugsanalyser tilpasset Nyborg Kommune.
Med udpegningen af særligt værdifulde landbrugsområder ønsker kommunen at favne alle de typer landbrug, der driver erhverv i kommunen.
Arealer er og kan fortsat blive omfattet af statslig miljøregulering, generel regulering og planlægning med henblik på at sikre klimatilpasning samt beskytte vandressourcer og omkringliggende natur, uanset om de er beliggende inden for de udpegede særligt værdifulde landbrugsområder.
Områder til placering af store husdyrbrug
Udpegningen af områder til placering af store husdyrbrug har til formål dels at sikre udviklingsmulighederne for landbrugserhvervet, dels at varetage hensynet til naboer, landskab og natur i det åbne land.
Udpegningen er alene en indikation af, hvor det giver bedst mening at undersøge muligheden for placering af nye store husdyrbrug. Der skal fortsat altid ske en konkret individuel sagsbehandling i henhold til husdyrgodkendelsesloven af hver enkelt ansøgning om etablering eller udvidelse af en husdyrproduktion, både indenfor eller udenfor de udpegede områder.
Kommuneplanens udpegning kan således ikke tilsidesætte den normale godkendelsesprocedure efter husdyrgodkendelsesloven.
Nationale interesser
Det er en national interesse:
- at sikre tilstrækkelige arealer til landbruget, med henblik på at sikre grundlaget for en effektiv og lønsom fødevareproduktion,
- at sikre vækst- og udviklingsmuligheder for eksisterende husdyrbrug, der drives som produktionslandbrug.
Øvrig Lovgivning
Husdyrbrug er primært reguleret af Husdyrbrugslovens med underliggende bekendtgørelser.
Loven og vigtigste bekendtgørelser er beskrevet herunder:
- Lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.: Medvirker til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen og anvendelsen af gødning kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
- Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug: Fastsætter regler om godkendelser og tilladelser til etablering, udvidelse og ændringer af husdyrbrug.
Kommunen er myndighed i forhold til reguleringen efter ovennævnte love og bekendtgørelser.
Ændringer siden kommuneplan 2021
Udpegningerne for værdifulde landbrugsområder og områder til store husdyrbrug er videreført fra kommuneplan 2021.
Redegørelsen er forkortet og antallet af retningslinjer reduceret. Der er indført afsnit om nationale interesser og øvrig lovgivning.
Lovgrundlag
Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 10 og 11 indeholde retningslinjer som varetager de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af særlig værdifulde landbrugsområder og beliggenheden af arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på større husdyrbrug.
