Biogas

Statisk kort

Ved behandling af ansøgning om lokalisering af et fælles biogasanlæg, skal der tages følgende hovedhensyn:

  1. Gode vej- og tilkørselsforhold skal sikres med henblik på minimering af generne for naboer og miljø.
  2. Naturbeskyttelsesinteresser, kulturmiljøer, landskabelige og miljømæssige forhold skal tilgodeses.
  3. Hensigtsmæssig placering i forhold til biomassegrundlaget (husdyrgødning, energiafgrøder, organisk industriaffald m.v.).
  4. Hensigtsmæssig placering i forhold til decentrale kraftvarmeværker, gasledninger, fjernvarmeforbrugere m.m.
  5. Hensigtsmæssig placering for begrænsning af lugtgener i forureningsfølsomme områder (f.eks. boligområder).
  6. Biogasanlæg må ikke placeres i nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). Ved placering i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), skal der fastsættes skærpede krav til opbevaring og håndtering af bl.a. biomassen, således at undergrunden er sikret mod forurening fra drift af biogasanlægget.

Biogas produceret ud fra gylle, halm og madaffald m.v. er en vigtig fossilfri energikilde, fordi det kan lagres og anvendes i blandt andet transporten. På Fyn findes der allerede flere store biogasanlæg, som bidrager med CO2-besparelser.

Fælles biogasanlæg er et anlæg til produktion af biogas fra organisk materiale, primært bestående af husdyrgødning fra flere jordbrugsbedrifter, ejet og drevet af en selvstændig juridisk enhed. Der er således ikke tale om et gårdanlæg, der kun behandler gylle fra egen produktion. I forbindelse med de fælles biogasanlæg, afleveres husdyrgødning til produktion af biogas og herefter hentes den igen til udspredning på markerne.

Der er ingen biogasanlæg i Nyborg Kommune.

I Ørbæk rummer lokalplan nr. 262 en mulighed for etablering af et biogasanlæg i forbindelse med rammeområde 3.E.6 – Erhvervsområde Industrivej. Lokalplanen er vedtaget i 2015.

Placering af fælles biogasanlæg

Fælles biogasanlæg placeres både i det åbne land og i erhvervsområder udlagt til tungere industri.

Biogasanlæg er ofte store og synlige i landskabet og kræver afstand til forureningsfølsomme anvendelser, som eks. boliger. Biogasanlæg er afhængige af en god infrastruktur og en fornuftig placering i forhold til den biomasse, som de skal behandle.

Uanset om et fælles biogasanlæg placeres i det åbne land eller i et industriområde i Nyborg Kommune, så vil det kræve en nærmere planlægning og vurdering af de miljømæssige og landskabelige påvirkninger, samt en bred dialog mellem interessenter og potentielle naboer.

Nyborg kommune finder som udgangspunkt, at nye fælles biogasanlæg så vidt muligt bør placeres i et erhvervsområde. Erhvervsområder, der både har gode tilkørselsforhold og afstandsforhold til forureningsfølsomme områder, er Erhvervsområde Vest i Nyborg og erhvervsområdet ved Hjulby nord for motorvejen. For begge områder gælder, at de ligger tæt på eksisterende naturgasledninger og dermed let kan afsætte opgraderet biogas.

Evt. placering af fælles biogasanlæg i eksisterende erhvervsområder forudsætter også ny planlægning og miljøvurdering.

Biogasanlæg og grundvandsinteresser

Ca. 80 % af kommunens areal er klassificeret som område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

Kommunen har foretaget en analyse af mulige placeringer af fælles biogasanlæg uden for områder med særlige drikkevandsinteresser. Analysen viser, at det på grund af stor befolkningstæthed, natur- og landskabsinteresser, samt kystnærhedszone ikke er muligt at finde egnede steder til lokalisering af fælles biogasanlæg udenfor OSD og nitratfølsomme indvindingsoplande (NFI).

De mulige områder til lokalisering af fælles biogasanlæg ligger således alle inden for områder med særlige drikkevandsinteresser. Grundvandsbeskyttelse i forbindelse med planlægning for evt. fælles biogasanlæg skal ske i overensstemmelse med statens bekendtgørelse og vejledning for planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og vandværkers indvindingsoplande, og vil kræve en skærpet opmærksomhed for grundvandsbeskyttelsen.

Nationale interesser

Det er en national interesse, at der i kommuneplanlægningen udpeges arealer til fælles biogasanlæg, og at der i planlægning for arealerne tages hensyn til bl.a. naboer, grundvand, natur- og landskabsinteresser. Fælles biogasanlæg skal som udgangspunkt placeres i erhvervsområder til klasse 7-industrivirksomheder, med mindre særlige forhold taler imod f.eks. infrastruktur og gyllegrundlag.

Øvrig lovgivning

Biogasanlæg med en kapacitet over 30 tons biomasse pr. dag vil være omfattet af miljøbeskyttelsesloven og vil kræve en miljøgodkendelse fra kommunen.

Hvis et biogasanlæg opbevarer mere end 10 tons biogas, vil anlægget være omfattet af risikobekendtgørelsen.

Lov om fremme af vedvarende energi opstiller en række vilkår for etablering af- og støttemuligheder til etablering af biogasanlæg, som varetages af miljø- og energistyrelsen.

Ændringer siden Kommuneplan 2021 

Der er med Kommuneplan 2025 ikke foretaget ændringer i planlægningen for fælles biogasanlæg.

Redegørelsen er opdateret og forkortet og der er tilføjet afsnit om nationale interesser og øvrig lovgivning.  

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 5 indeholde retningslinjer for beliggenheden af tekniske anlæg, hvilket blandt andet omfatter fælles biogasanlæg.