- Omkring virksomheder med særlige beliggenhedskrav udlægges konsekvensområder i en bredde af foreløbigt 500 m omkring virksomheden. Inden for konsekvensområderne må der i kommune- eller lokalplaner ikke udlægges areal til forureningsfølsom anvendelse.
Dette afsnit handler om virksomheder og anlæg, der på grund af deres miljømæssige påvirkning af omgivelserne har særlige krav til beliggenheden. Ofte skal de godkendes efter Miljøbeskyttelsesloven.
Begrebet "virksomheder med særlige beliggenhedskrav” omfatter særlig forurenende industrivirksomheder. Herudover kan det også omfatte rensningsanlæg, affaldsanlæg, lufthavne, flyvepladser, motorbaner, knallertbaner, skydebaner og militære øvelsesterræner.
Omkring eksisterende og planlagte områder for virksomheder og anlæg med særlige beliggenhedskrav, udlægges som udgangspunkt et konsekvensområde på 500 m. Ændring af konsekvensområdet vil kræve en konkret miljømæssig vurdering.
Inden for konsekvensområdet må der ikke etableres forureningsfølsom arealanvendelse, medmindre det gennem nærmere undersøgelser er dokumenteret, at dette er miljømæssigt acceptabelt.
Virksomheder og anlæg i Nyborg Kommune med særlige beliggenhedskrav er omtalt nærmere i følgende afsnit i kommuneplanen:
- Risikovirksomheder
- Støj fra tekniske anlæg, herunder skydebaner og forsvarets anlæg
Ændringer siden Kommuneplan 2021
Afsnittet om virksomheder med særlige beliggenhedskrav er flyttet fra generelle rammer til retningslinjer. Kommuneplan 2025 viderefører planlægningen for virksomheder med særlige beliggenhedskrav fra Kommuneplan 2021.
Lovgrundlag
Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 6 indeholde retningslinjer for beliggenheden af virksomheder mv., hvor der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav.
