Produktionserhverv

Statisk kort

Erhvervsområder forbeholdt produktionserhverv, samt disses konsekvens- og opmærksomhedszoner er udpeget på kortet.

  1. Inden for erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder må etablering af nye virksomheder ikke medføre skærpede miljøkrav eller indskrænke udviklingsmulighederne for eksisterende eller planlagte produktionsvirksomheder.
  2. I konsekvensområderne omkring erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, må der alene etableres boliger eller anden miljøfølsom anvendelse, når det ikke indskrænker produktionsvirksomhedens drifts- og udviklingsmuligheder.
  3. Ved planlægning inden for opmærksomhedszonen til produktionsvirksomheder af national interesse, skal kommunen redegøre for, at virksomhedens miljøvilkår ikke skærpes som følge af planlægningen.
  4. Ved planlægning for nye produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, skal der om nødvendig udpeges en konsekvenszone, som beskytter virksomhedernes drift- og udviklingsmuligheder.
  5. Ved planlægning for nye eller udvidelse af erhvervsområder forbeholdt produktions-, transport- og logistikvirksomheder skal disse placeres, således det ikke giver anledning til gener for eksisterende forureningsfølsom anvendelse.

Produktionserhverv omfatter produktions- transport og logistikvirksomheder og udpegning sker i henhold til planlovens § 11a, nr. 26.

Produktionsvirksomheder, herunder produktionsvirksomheder af national interesse, skal beskyttes gennem planlovens krav om udlægning af specifikke erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder. Kommunen skal forhindre miljøkonflikter ved at etablere konsekvenszoner rundt om disse områder, hvor nye anvendelser ikke må begrænse driften af produktionsvirksomheder. Herudover udpeger erhvervsministeren produktionsvirksomheder, af national interesse, med hver deres opmærksomhedszone.  

Erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder i Nyborg Kommune:

  • Erhvervsområde Vest (inkl. produktionsvirksomhed af national interesse, Trioworld Nyborg A/S)
  • Avernakke (inkl. produktionsvirksomhed af national interesse: Koppers Denmark A/S)
  • Lindholm Havn (inkl. produktionsvirksomhed af national interesse: NG Nordic A/S)
  • Damgårdsvej i Ullerslev
  • Solholm i Ullerslev
  • Savmøllen i Ullerslev
  • Odensevej-Ringvej-Industrivej i Ørbæk

Nyborg kommune har udlagt konsekvenszoner med en fast grænse på 500 m rundt om de udpegede erhvervsområder for produktionsvirksomheder. Grænsen svarer til den afstand, der normalt anvendes i planlægningen for særligt forurenende virksomheder (miljøklasse 7) og for planlægningen af risikovirksomheder. Dette sikrer, at Miljøstyrelsens grænseværdier for støj, lugt, støv og anden luftforurening, som udgangspunkt kan overholdes. Ændring af konsekvensområdet må bero på en konkret miljømæssig vurdering.

Ny planlægning inden for konsekvenszoner omkring produktionsvirksomhederne skal redegøre for, at den ikke indskrænker virksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder.

Konsekvenszoner kan  sammenlignes med ”opmærksomhedszoner”, der anviser, hvor kommunen i sin planlægning skal være særlig opmærksom på produktionsvirksomheden. Indenfor konsekvensområder kan der stilles krav til fx afværgeforanstaltninger, når der sker en ændret arealanvendelse.

Ved produktionsvirksomheder forstås, jf. planlovens § 11a stk.12, virksomheder:

  • omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed
  • bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse
  • bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse
  • virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Nationale interesser

Det er en national interesse:

  • At sikre drifts- og udviklingsmuligheder for produktionsvirksomheder af national interesse, herunder transport- og logistikvirksomheder.
  • At produktionsvirksomheder af national interesse ikke vil kunne blive stillet over for skærpede miljøkrav som følge af realisering af ny planlægning.

Der er udpeget tre produktionsvirksomheder af national interesse i Nyborg Kommune, hvor der samtidig er udlagt en opmærksomhedszone på 1.500 m. Ved planlægning inden for opmærksomhedszonen skal kommunen redegøre for, at virksomhedens miljøvilkår ikke skærpes som følge af planlægningen. 

Ændringer siden Kommuneplan 2021 

Produktionsvirksomheder har fået sit eget opslag, hvor det før var beskrevet sammen med erhvervsudvikling generelt. Selve planlægningen for produktionsvirksomheder er videreført fra Kommuneplan 2021. Der er således ikke udlagt nye erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder,  transport- og logistikvirksomheder eller ændret på områdernes (miljø)konsekvenszoner. 

Redegørelsen er tilpasset og der er tilføjet et afsnit om nationale interesser.

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 26 indeholde retningslinjer for beliggenheden af erhvervsområder, herunder erhvervshavne, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder,  transport- og logistikvirksomheder og friholdes for anden anvendelse uden tilknytning til sådanne virksomheder.

Kommuneplanen skal ligeledes angive disse erhvervsområders konsekvenszoner, jf. § 11 a, stk. 1 nr. 27.

Læs mere her

Forebyggelse af miljøkonflikter

Risikovirksomheder