Eksisterende erhvervsområder og perspektivarealer for erhverv fremgår af kortet.
- Nye erhvervsarealer skal primært udlægges i tilknytning til overordnet infrastruktur og kommunens vækstområder, dvs. hoved- og centerbyer.
- Planlægning for erhvervsområder med mange arbejdspladser skal sammentænkes med kollektive transportløsninger og primært lokaliseres i Nyborg.
- Hvis eksisterende uhensigtsmæssigt beliggende erhvervsvirksomheder i byområder afvikles, skal områderne omdannes til en mere by- og/eller boligorienteret anvendelse.
- For ejendomme beliggende i landzone er der i visse tilfælde mulighed for indretning af erhverv i overflødiggjorte bygninger. Bemærk: Ved lov er der en række forudsætninger, som skal være opfyldt, før der kan gives tilladelse.
Nyborg Havn
- Nyborg Havn skal fastholdes som regional godstrafikhavn i overensstemmelse med gældende planlægning og ADP´s intentioner for Nyborg Havn - se link i linkboksen.
- Der skal sikres god trafikbetjening fra erhvervshavnen til det overordnede vejnet, den internationale dybvandsrute, jernbanen samt internt på områderne.
- De mest miljøbelastende aktiviteter skal så vidt muligt etableres centralt på havnen og afgrænses/afskærmes af aktiviteter med mindre miljømæssig belastning.
- Havneområderne skal udvikles med respekt for de omkringliggende by-, skov og naturområder.
- I tilfælde af længerevarende afbrydelse af vej- og jernbaneforbindelsen over Storebælt skal Nyborg Havn kunne anvendes til færgefart over Storebælt.
Eksisterende erhvervsområder
De arealer i kommuneplanen, der er rammelagt til erhverv er egnet til virksomheder og erhverv, som har et større pladsbehov og en højere grad af påvirkning af omgivelserne. Det er et mål, at der gennem planlægning og sagsbehandling sikres gunstige forhold og udviklingsmuligheder for erhvervslivet samtidig med, at det omgivende miljø ikke påvirkes unødigt.
Den fysiske erhvervsstruktur i Nyborg Kommune er karakteriseret ved traditionelle samlede erhvervsområder i de større byer, et arealkrævende landbrugserhverv i det åbne land og små erhvervsvirksomheder som fx håndværksvirksomheder i de mindre byer.
Kommunens største erhvervsområder ligger i Nyborg + Hjulby, Ullerslev og Ørbæk, herudover findes erhvervsarealer i Refsvindinge, Langå, Frørup, Herrested Måre, Aunslev, Ellinge, og Flødstrup.
Den specifikke anvendelse af erhvervsområderne fremgår af kommuneplanens rammer, mens rummeligheden i rammerne ses i kommuneplanens afsnit om byvækst.
Med Kommuneplan 2025 er der lavet en servicegennemgang af alle erhvervsrammer med henblik på evt. tilpasning eller vurdering af mulighed for omplacering.
Gennemgangen viser, at der er rummelighed indenfor eksisterende planlægning til fortsat erhvervsudvikling i både Nyborg, Ullerslev, Ørbæk og Hjulby.
Erhvervsarealerne er alle velbeliggende i forhold til overordnet infrastruktur og de tilknyttede kommuneplanrammer giver mulighed for at planlægge for erhverv op til miljøklasse 6.
Der udlægges ikke nye erhvervsområder med Kommuneplan 2025.
Nyborg + Hjulby, erhverv
De primære erhvervsområder ved Nyborg ligger tæt på motorvej E20 og omfatter erhvervsområde øst inkl. Lindholm Havn, erhvervsområde vest, Avernakke inkl. Avernakke havneterminal og erhvervsområdet ved Hjulby. Erhvervsområderne retter sig primært mod produktions-, transport- og logistikvirksomheder.
To af kommunes tre risikovirksomheder er desuden placeret i erhvervsområderne ved Nyborg.
Der er ledige erhvervsarealer i tilknytning til erhvervsområdet ved Hjulby og erhvervsområde vest, hvor der samtidig er angivet en fremtidig udviklingsretning/perspektivareal.
Nyborg havn
Nyborg Havn er en strategisk beliggende havn tæt på den internationale dybvandsrute i Storebælt, som forbinder Nord- og Østersøen.
Med sin centralt beliggende havneinfrastruktur og gode tilkørselsforhold til den fynske motorvej og jernbanenettet er Nyborg Havn et vigtigt transportknudepunkt for mange fynske virksomheder, som har brug for import og eksport af varer.
Nyborg Havn omfatter også Avernakke, som benyttes af Koppers Denmark A/S, og hvor en stor del af godstransporten til og fra Avernakke sker via skib. Fra landsiden er der adgang til Avernakke dels via jernbanespor, samt Vindingevej/Dyrehavevej.
I tilfælde af længerevarende afbrydelse af vej- og jernbaneforbindelsen over Storebælt skal Nyborg Havn kunne anvendes til færgefart over Storebælt. Sund & Bælt (subsidiært Transportministeriet) skal høres, såfremt der foretages ændring af de fysiske anlæg, herunder det relevante vejnet og havnearealer (se principperne på kortet), hvis disse ændringer kan virke forhindrende eller på anden måde besværliggør en gennemførelse af beredskabsplanerne. Der må ikke være opmarchareal inden for konsekvenszonen omkring risikovirksomheden, NG Nordic A/S.
Ullerslev, erhverv
Erhvervsområderne i Ullerslev er primært lokaliseret i den østlige og sydlige del af byen tæt på landevej 160, som fører til Odense og Nyborg. Ullerslev ligger desuden tæt på motorvej E20, hvortil der er tilkørsel enten ved Hjulby eller Langeskov.
Erhvervsområderne i Ullerslev henvender sig til forskellige virksomhedstyper op til miljøklasse 6, herunder produktionsvirksomheder, samt let industri og håndværk.
Der er rammeudlæg til udvidelse af erhvervsområdet ved Damgårdsvej.
Ørbæk, erhverv
Erhvervsområderne i Ørbæk er primært lokaliseret i den nordlige del af byen. Ørbæk er beliggende ved hovedvej 8, som starter ved E20 ved Hjulby vest for Nyborg og fortsætter til Fåborg og færgehavnen Bøjden/Fyns Hav.
Erhvervsområderne i Ørbæk henvender sig til forskellige virksomhedstyper op til miljøklasse 6, herunder produktionsvirksomheder, samt let industri og håndværk.
Kommunens tredje risikovirksomhed er lokaliseret i Ørbæk.
Der er ledige erhvervsarealer i tilknytning til erhvervsområdet ved industrivej i Ørbæk, hvor der samtidig er angivet en fremtidig udviklingsretning/perspektivareal.
Erhverv uden for erhvervsområderne
I Nyborg Kommune er det muligt, at drive erhvervsvirksomhed i byer, landsbyer og i det åbne land. Der kan mange steder drives liberalt erhverv fra egen bolig, fra visse nedlagte bygninger i landzone, eller fra centrale områder i byer og landsbyer.
Lovgivningen giver som udgangspunkt muligheder for erhverv fra en boligejendom, hvis erhvervet drives af den, der bor i ejendommen, og hvis det ikke ændrer områdets karakter af boligområde og ikke generer de omkringboende. Det kan fx være dagpleje, frisør, arkitekt, revisor eller lignende service- og liberale erhverv.
I mange tilfælde er det muligt, at tage egnede overflødiggjorte bygninger i landzone i brug til mindre håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, lager- og kontorformål, så længe det er foreneligt med lokalområdet og ikke generer de omkringboende.
Nationale interesser
Det er et overordnet nationalt hensyn at fremme vækst og erhvervsudvikling i hele Danmark, såvel på landet som i byerne. Den nationale interesse i at fastholde produktions- og landbrugserhverv og sikre investeringer i Danmark fordrer, at produktionserhvervenes vækstbetingelser, herunder sikring af mulighederne for fortsat drift af allerede etablerede produktionsanlæg, indarbejdes i den kommunale planlægning.
Øvrig Lovgivning
I Nyborg Kommune spiller erhvervsmulighederne i det åbne land en vigtig rolle - både for landdistrikternes liv og attraktivitet og for udnyttelsen af det åbne land og tiloversblevne bygninger.
Planlovens kap. 7 opstiller bestemmelser for administration i landzonen, herunder mulighederne for at indrette erhverv i visse typer af overflødiggjorte bygninger.
Ændringer siden Kommuneplan 2021
Kommuneplan 2025 viderefører planlægning for erhverv fra Kommuneplan 2021. Der er således ikke udlagt nye arealer til erhverv eller ændret i rammerne for erhverv.
Kommuneplan 2025 samler flere afsnit om erhverv inkl. erhvervshavnen i ét afsnit. Fordi der ikke sker ændringer i planlægningen for erhverv, er der kun begrænset redegørelseskrav. Redegørelsen er derfor forkortet.
Antallet af retningslinjer er reduceret, men viderefører planlægningen og hensynene fra Kommuneplan 2021. Nogle retningslinjer er flyttet til afsnit om produktionserhverv og forebyggelse af miljøkonflikter, mens andre er udgået fordi de allerede er implementeret i planlægningen, eks. beskrevet i de konkrete rammer.
Lovgrundlag
Kommuneplanen skal efter planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 2 indeholde retningslinjer for beliggenheden af områder til forskellige byformål, herunder erhvervsformål.
