Bynær natur

Statisk kort

Eksisterende grønne offentligt tilgængelige områder er vist på kortet. Herudover overordnede grønne strukturer i byerne.   

  1. Bynaturen skal understøttes og udbygges for at sikre klimatilpasning, rekreative oplevelser og fremme biodiversiteten. 
  2. Adgangen til byernes rekreative områder skal løbende udvides og forbedres, herunder også stiforbindelserne inden for og mellem områderne.
  3. Ved planlægning af nye byudviklingsområder skal der lægges vægt på at skabe attraktive og let tilgængelige grønne områder, som hænger naturligt sammen med byens overordnede grønne strukturer.
  4. Ved lokalplanlægning skal større træer, levende hegn, vådområder mv. så vidt muligt bevares og indgå som en naturlig del af de nye grønne friarealer.
  5. Hvis det er nødvendigt at fælde træer på offentlige grønne arealer, så skal ét træ erstattes med tre nye træer.
  6. Ved fældning af træer på kommunale befæstede arealer erstattes træet 1:1 med det formål at sikre forbedrede vækstvilkår fx ved kassetter.

Bynær natur er vigtig for at gøre vores byer gode at leve i. Grønne områder som parker og træer giver os mulighed for at komme ud og bevæge os, hvilket er godt for både krop og sind. Naturen i byerne støtter også biodiversiteten ved at skabe levesteder for planter og dyr. Træer og planter hjælper desuden med at regulere byens temperatur,  og de forbedrer luftkvaliteten ved at optage CO2 og andre forurenende stoffer. Grønne områder kan også opsamle regnvand, hvilket kan mindske risikoen for oversvømmelser ved kraftig regn.

Samlet set gør bynær natur byerne mere bæredygtige og sundere både for mennesker og natur.

Nyborg 

Nyborg by er præget af mange karakteristiske grønne områder, hvor det intakte voldanlæg udgør et bynært rekreativt område af meget høj kvalitet - et sammenhængende område der følger det historiske fæstningsanlæg med gode forbindelser til de øvrige grønne områder i den grønne struktur.

De bynære skove: Teglværksskoven, Christianslund og Plantagen udgør store og unikke bynære grønne områder af høj rekreativ værdi med direkte kontakt til Storebælt. Skovene optager et areal på ca. 135 ha.

Ørbæk 

I Ørbæk består den primære grønne struktur af naturområderne langs Ørbæk Å, der fra skovene ved Lykkesholm løber ind i byen syd for Mejerivænget og fortsætter langs Åsmose og ud af byen mod nord. Ådalen gennem byen er et vigtigt identitetsskabende element i byen, som den fremtidige byudvikling skal respektere og udnytte.

Ullerslev 

I Ullerslev består den primære grønne struktur, af det store rekreative område ved Bondemosen.

Bondemosen er et bynært grønt område, der er omkranset af boligbebyggelser, med store rekreative værdier for byens borgere og fremtidige beboere.  Området er et identitetsskabende element i byen af høj kvalitet. Øst for Skellerupvej ligger det grønne aktivitetsområde Kaliffenlund med store rekreative værdier og offentlige institutioner, og hvor forskellige lokale foreninger har til huse. Dertil er der mange mindre grønne områder rundt om i byen.

Landsbyerne 

Den bynære natur i forbindelse med landsbyerne er kortlagt og fremgår af afsnittet om Landsbyerne. 

Ændringer siden Kommuneplan 2021 

Der er foretaget en ny kortlægning af grønne  strukturer i større byer. 

Bynær natur har fået sit eget afsnit i kommuneplan 2025, men tager udgangspunkt i målsætninger, retningslinjer og redegørelse fra tre afsnit i Kommuneplan 2021 vedrørende grønne områder i hoved- og centerbyerne. Målsætning og retningslinjer er en sammenskrivning heraf.

Der tilføjes to nye retningslinjer vedr. erstatning af træer på offentlige arealer jf. den kommunale træ-strategi.

Lovgrundlag

Kommuneplanen skal efter planlovens §11a, stk. 1 nr. 2 indeholde retningslinjer for beliggenheden af områder til forskellige byformål.