Ullerslev

Ullerslev udgør sammen med Ørbæk den ene af kommunens to center-byer, og er et vigtigt bindeled mellem landsbyer og landdistrikter i den nordvestlige del af kommunen og Nyborg.

Der bor i dag knap 2.700 indbyggere i Ullerslev, som derved er kommunens 2. største by.

Ullerslev er en attraktiv center-by med trygge villaveje, små vænger og et udbygget net af stier og ruter til naturskønne og bynære grønne områder. Placeringen mellem Nyborg og Odense, gør Ullerslev til en attraktiv pendler-by.

Ullerslev har potentiale til at tiltrække flere tilflyttere, eksempelvis børnefamilier fra Odense, der ønsker et trygt børneliv, nærhed til naturen og daginstitutioner, skoler, indkøbsmuligheder og idræts- og kulturfaciliteter lige ved døren.

I Ullerslev er der i de seneste 12 år opført omkring 110 nye boliger. Størstedelen af disse boliger er opført siden 2022 blandt andet som følge af en stor udbygning med rækkehuse i den nordlige del af Ullerslev.

Ullerslev i fremtiden 

Ullerslevs kvaliteter

Ullerslev udvikles på baggrund af følgende kvaliteter:  

  • Velfungerende lokalsamfund med koncentration af offentlig og privat service, herunder detailhandel, skole, børnehave, plejehjem, kulturhus, bibliotek, lægehus mm.
  • Ullerslev har desuden særligt gode faciliteter for holdsport og idrætsaktiviteter.
  • Naturskøn beliggenhed med mange bynære rekreative muligheder især de store grønne områder ved Bondemosen og Kaliffenlund.
  • Identitetsskabende bygningskultur herunder de gamle mejerier, og den gamle søndre skole.
  • God infrastruktur og kollektiv bustrafik, der giver adgang til de større byer og gode pendlingsmuligheder.
  • Velbeliggende erhvervsarealer.

Arealudlæg til boliger

I den nuværende planlægning er der rummelighed til ca. 130 nye boliger i Ullerslev fordelt på områder ved Højgårdsløkken, Kertemindevej vest og omdannelse af Ullerslevcenteret. Opgørelsen medtager områder, som er lokalplanlagte og delvist byggemodnede, samt områder som alene er kommuneplanlagte.  

Det vurderes, at rummeligheden er tilstrækkelig til at dække behovet i den kommende planperiode og der udlægges derfor ikke nye boligområder i Ullerslev med kommuneplan 2025-37.

Den fremtidige byvækstretning for Ullerslev er mod nord langs med Kertemindevej, som i den forgangne planperiode er udviklet med en stor rækkehusbebyggelse og en ny udstykning til parcelhuse. Der er fortsat uudnyttede boligrammer vest for Kertemindevej, som skal udnyttes, inden der udlægges nye områder til boligformål. 

I forlængelse af boligudlæggene på begge sider af Kertemindevej er der udlagt rekreative områder som naturområder. Arealerne skal bruges som overgangszone op mod et større  sammenhængende naturområde ved Flødstrup sø, robustgøre naturområdet og tilføre rekreativ værdi til boligudbygningen og Ullerslev. De grønne områder indgår i en potentiel samlet grøn struktur, som strækker sig fra Flødstrup sø og frem til Bondemosen.

For at understøtte byudviklingen i Ullerslev er der blandt andet brug for at styrke nord- og sydgående forbindelser i byen og på at nedbringe oplevelsen af hovedvejen som en fysisk barriere og gennemkørselsvej.

Byudviklingsmulighederne i Ullerslev er begrænsede på grund af varierede jordbundsforhold og jernbanens gennemskæring, der forhindrer en udvikling mod syd. Hertil kommer, at der opleves stigende udfordringer med håndtering af overfladevand i Ullerslev, som følge af de nuværende regn- og spildevandsløsninger og som følge af jernbanen, som udgør en fysisk barriere for afledning af vand via mose og vandløb.

Derfor ønsker byrådet, at kombinere byudvikling med byfortætning. Et eksempel på en sådan fortætning er omdannelsen af Ullerslevcenteret.

Arealudlæg til erhverv

Der udlægges ikke nye arealer til erhverv i Ullerslev med kommuneplan 2025-37. 

Erhvervsudviklingen i Ullerslev skal tilstræbes samlet i den østlige del af byen i forlængelse af erhvervsområdet syd for Nyborgvej. Området ligger med god trafikal tilgængelighed og har en samlet rummelighed på ca. 8 ha, hvilket vurderes at være tilstrækkeligt for planperioden.

 

Læs mere om byen herunder. 

Størstedelen af Ullerslev er beliggende mellem landevejen og jernbanen. Byen er oprindeligt udviklet omkring kirken langs med landvejen og senere omkring jernbanen og stationen omkring Svendborgvej. Over tid er de to bydele vokset sammen gennem villaudstykninger og nye boligområder på begge sider af Bondemosen. Et nyt centrum opstod i området ved bycenteret og de omkringliggende velfærdsinstitutioner. Et område som i dag er under omdannelse.

Ullerslev opleves som en grøn by med stærke forbindelser mellem øst og vest, god plads, lys, luft og store grønne områder midt i byen omkring Vibeskolen, Kultur- og Idrætscenteret og Bondemosen. Byens nye boligudbygning sker mod nord, hvor der i de seneste år er sket en væsentlig udbygning med både parcel og rækkehuse.

I Ullerslev er by og landskab flettet sammen. De to oprindelige landsbyer ligger på stedets to højdepunkter, og herfra er de forskellige villakvarterer skudt frem, mens det lavtliggende og våde moseområde, Bondemosen, midt i byen er friholdt for bebyggelse.

Der er brede vejrabatter, vejtræer og åbne fællesområder, og fra boligkvartererne er der direkte adgang til naturen med enten mose, skov, eng eller sø. Det veludbyggede stisystem skaber sikre øst-vestgående forbindelser mellem boligområderne, den centralt beliggende Vibeskole, Kultur- og Idrætscenteret og løber videre ud til den omkringliggende natur med gode vandre-, løbe- og cykelruter.

Ullerslev rummer mange kulturhistoriske og identitetsbærende bygninger. Kirketårnet på bakken og mejeriets skorsten ved jernbanen er byens pejlemærker. I byen ligger velholdte stråtækte bondehuse med sirlige frugt- og køkkenhaver omkranset af stendiger. Og i stationsbyen findes den tidligere handelsgade opført i datidens arkitektur, hvor især sønder skole, den tidligere dyrlægebolig, og de gamle mejerier fremhæves.  

Stationsbyen i Ullerslev er en typisk blanding af boliger og erhverv, hvor de fleste bygninger er opført i 1½ etage, men enkelte er op til 2½ etager. De nye villa-, række- og parcelhuskvarterer er typisk i 1 og 1½ etage.

Med omdannelsen af det gamle Ullerslevcenter får byen en fortættet bymidte med boligbebyggelse i op til 3 etager.

Landevej 160 går gennem Ullerslev, som ligger blot 20 km fra Odense og 10 km fra Nyborg. Umiddelbart syd for Ullerslev går motorvej E20, hvortil der er tilkørsel enten ved Langeskov eller Hjulby.

Fra Ullerslev er der desuden kort afstand til Kerteminde og Munkebo.  

Udviklingsplan for Ullerslev

Byrådet har i 2022 vedtaget Udviklingsplan for Ullerslev. 

Planen fokuserer på at styrke og videreudvikle Ullerslev som en attraktiv bosætnings-by med en stærk identitet, levende fællesskaber og styrkede forbindelser mellem centrum og opland.

Det fysiske hovedgreb består i at styrke den nord-sydgående forbindelse i byen, at koncentrere udviklingen omkring centrale byområder og de nye boligkvarterer mod nord, samt at binde sløjfer mellem by, landskab og bynær natur.

Læs mere her

Udviklingsplan for Ullerslev (PDF)

Byvækst